Bevar vreden, indignationen og håbet

Exit. Dorte Steenberg har valgt at stoppe som næstformand i Dansk Sygeplejeråd. Hun vil især blive husket for sit store engagement i sygeplejerskernes arbejdsmiljø og muligheder for uddannelse og forskning.
”Det er vigtigt at stoppe, mens man i hvert fald selv oplever, at der er styr på det,” siger Dorte Steenberg og håber, at hun nu får mere tid til to af sine hobbyer: at male og lære spansk.
Foto: Søren Svendsen

Kloge input, gode refleksioner og ekstra perspektiver. Belæst, skarp, arbejdsom og ydmyg.

Superlativerne stod nærmest i kø, da først medarbejderne i Dansk Sygeplejeråd og siden eksterne samarbejdspartnere fra nær og fjern midt i november tog afsked med Dorte Steenberg.

Sygeplejersken møder hende et par dage efter, der blev sat officielt punktum for hendes 12 år som næstformand i Dansk Sygeplejeråd. 22 år i organisationen blev det til i alt, hvis man tæller hendes tid som først konsulent og siden formand i den daværende Frederiksborg Amtskreds med.

Hvad har været vigtigst for hende? Og er der mon noget, hun fortryder, vil vi gerne vide. Først dvæler vi dog lidt ved afskedsdagen, som hun nød, selvom hun i bund og grund hader at være i centrum.

"Det var lidt en ud-af-kroppen-oplevelse. Er det virkelig mig, de taler om? Det har været et kæmpe privilegium at stå i spidsen for Dansk Sygeplejeråd, og jeg har forsøgt at gøre det så godt som muligt med de kompetencer, jeg har. Det var også en meget stor oplevelse at få den anerkendelse, som vi alle sammen jo har brug for – fra omgivelserne, kollegerne, familien. Det er en livsbetingelse for os alle sammen. En drivkraft," siger hun.

Savner reel anerkendelse

Netop anerkendelsen af professionen og ikke mindst den forråelse, som Dorte Steenberg mener, at sundhedsvæsenet og især arbejdsmiljøet har været udsat for i hendes tid som næstformand, har fyldt og fylder stadig meget for den 62-årige kvinde.

"Det, der har ligget mig mest på sinde, er den voldsomme udvikling, den offentlige sektor har gennemgået. Det er gennemgribende forandringer, som har sat alle ansatte og arbejdsmiljøet under maksimalt pres. Vi har forsøgt at afbøde nogle af konsekvenserne, men der er stadig meget at kæmpe for."

Det er der også i forhold til sygeplejerskernes anerkendelse, mener hun.

"Anerkendelsen er der måske i ord, men når det kommer til praksis, må vi nok konstatere, at den ikke reelt har været til stede. Det ses f.eks. i de værdier, der har været styrende for udviklingen af sundhedsvæsenet – new public management, lean og konkurrencestaten modsat solidaritet, omsorg og empati," siger hun og uddyber:

"For mig ville en reel anerkendelse f.eks. komme til udtryk i gode arbejdsforhold og videreuddannelsesmuligheder med borgere og patienter for øje. Det ser vi ikke i dag," konstaterer hun, selvom hun erkender, at de to nye uddannelser i borgernær sygepleje og avanceret klinisk sygepleje er to vigtige skridt på vejen.

Husk lokale ildsjæle og solidariteten

Dorte Steenberg gør meget ud af at understrege, hvor vigtig hun synes, fagbevægelsen anno 2018 er, især set i lyset af de psykiske arbejdsmiljøproblemer, mange offentligt ansatte bakser med.

"Den enkelte sygeplejerske kan ikke løse de her problemer alene. Nogle prøver og sender fantastiske debatindlæg afsted til aviser og fagblad. Men som organisation er det vores fornemmeste opgave at opfange de her problemer og kritikpunkter og skabe nogle rammer for de medlemmer, der vil kæmpe for noget andet og bedre," siger hun.

Det var der flere gode eksempler på under OK18, men overordnet mener Dorte Steenberg, at Dansk Sygeplejeråd kan blive bedre til at skabe samspil mellem lokale aktiviteter og ildsjæle og den samarbejdsflade, Dansk Sygeplejeråd har med beslutningstagerne på Christiansborg og i regioner og kommuner.

"Med "Sammen om DSR" havde vi et år, hvor vi sammen med medlemmerne så på, hvordan vi kan skabe bedre resultater. Men der er stadig behov for at se på, om vi er gode nok til at opfange de lokale problemer og reagere på dem, så de får gennemslagskraft nationalt," siger Dorte Steenberg lettere skizofrent, vel vidende at hun jo ikke er en aktiv del af "vi" længere.

Det afholder hende dog ikke fra at mene, at hun som næstformand ikke altid har været god nok til ovenstående:

"Især ikke når vi taler om arbejdsmiljø. Her er der måske nogle områder, hvor vi i høj grad er kommet til kort og ikke tydeligt nok har været den medforandrende kraft, vi gerne vil."

Faglige selskaber og normeringer

Kigger hun tilbage på sin egen tid i Dansk Sygeplejeråd, er der især to ting, hun ville have gjort anderledes.

"Jeg ville ønske, vi havde fået skabt nogle bedre økonomiske og ressourcemæssige rammer for de faglige selskaber noget tidligere. De udfører et kæmpe arbejde og fortjener bedre rum til dette," siger hun.

Og hun ville også ønske, at Dansk Sygeplejeråd havde fokuseret på normeringsspørgsmålet noget tidligere.

"Jeg synes, det skriger til himlen, hvor få sygeplejersker der er på nogle afdelinger, og at der er så stor forskel på, hvordan der normeres på tværs af sektorer og specialer. Vi har nok været lidt berøringsangste i forhold til at stille konkrete krav til normeringer. Kritikere vil sige, at det så bare bliver laveste fællesnævner, vi arbejder med. Til det kan man bare sige, at vi er under laveste fællesnævner mange steder," fastslår hun og noterer med glæde, at netop normeringer er et af de emner, hendes efterfølger på næstformandsposten i Dansk Sygeplejeråd Dorthe Boe Danbjørg gik til valg på.

Næste kapitel i Dorte Steenbergs liv står i klimaets tegn. Den 62-årige energiske kvinde vil på indtil videre frivillig basis kaste sine input, refleksioner og ekstra perspektiver ind i arbejdet for at sikre et mere bæredygtigt samfund.

Dorte Steenberg
Caption 
Farvel. Og tak. Dorte Steenberg på den anden side af glasvæggen i receptionen i Dansk Sygeplejeråd på sin sidste arbejdsdag.
Attribution 
Foto: Søren Svendsen

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Politik