Leder: Beføjelser skal matche opgaver og kompetencer

Det er på høje tid, at sygeplejerskerne får et beskrevet og selvstændigt virksomhedsområde i Autorisationsloven.

"Vi kan få et sundhedsvæsen i verdensklasse – hvis vi vil". Sådan skrev jeg for nylig i et debatindlæg om den igangværende udvikling af sundhedsvæsenet.

Grete ChristensenMen det kræver, at vi ændrer på de forældede rammer og regler, der i dag sætter mange unødvendige begrænsninger for sygeplejerskernes daglige arbejde. Her tænker jeg især på, at sygeplejersker skal have tilladelse fra en læge til at foretage selv simple undersøgelser og igangsættelse af behandling af f.eks. dehydrering eller forstoppelse. Vi kan ikke engang give en panodil uden at få lov først.

Konsekvensen er både et alt for stort tidsforbrug på grund af de bureaukratiske regler, men også at patienter oplever manglende sammenhæng, forøget ventetid og potentiel sygdomsforværring. Især i det kommunale sundhedsvæsen er det en stor udfordring og en barriere for at udvikle det nære sundhedsvæsen med høj kvalitet og tryghed.

Derfor er det på høje tid, at sygeplejerskerne får et beskrevet og selvstændigt virksomhedsområde i Autorisationsloven. Det skal matche de opgaver, som sygeplejersker allerede udfører i dag. Det gælder også nogle af de opgaver, der ligger inden for det lægeforbeholdte område, men hvor sygeplejersker er fuldt kompetente til at udføre opgaverne ud fra egne beføjelser.

Vores ønske om at få et selvstændigt virksomhedsområde til sygeplejerskerne er sundhedsministeren opmærksom på. Det kan du læse mere om i dette nummer af Sygeplejersken. Vi ser frem til at fortsætte dialogen.

Sammen finder vi forhåbentligt en god løsning, der øger kvaliteten for borgerne, samtidig med at det frigiver tid hos både sygeplejersker og læger til andre opgaver, der kan løfte det danske sundhedsvæsen ind i verdensklasse.