Patienten, jeg aldrig glemmer: Jeg bar min patients kiste

Jeg mødte min patient, da hun kom til min afdeling for at modtage kemoterapi. Jeg blev hendes kontaktperson, og der var fra starten en fantastisk god kemi imellem os. Hun var i starten af 40’erne, og vi var nogenlunde samme sted i livet. Fordi vi mødtes omkring hver tredje uge af hendes sygdomsforløb, lagde jeg gennem årene øre til alle hendes sorger og glæder. Min patient vidste, at hun var kronisk syg, og vores samtaler spændte over alt fra behandlingsmuligheder til udfordringer for parforholdet og tanker om døden. Over tid fik jeg også en god relation til hendes familie, der på skift tog med hende til behandling.

Da jeg efter seks år fik et nyt arbejde og skulle forlade afdelingen, ramte det min patient særligt hårdt. Mod al sædvane sagde jeg derfor ja til at holde kontakten på Facebook. Da hun senere blev indlagt på det sygehus, jeg nu var ansat på, besøgte jeg hende enkelte gange. Fordi jeg ikke længere var hendes sygeplejerske, kunne vi nu i højere grad tale frit, og vores samtaler bar i denne periode mere præg af forholdet mellem veninder end mellem sygeplejerske og patient.

Selvom vores relation gennem årene havde udviklet sig, kendte jeg alligevel hele vejen igennem hende langt bedre, end hun kendte mig. Men det er jeg ikke sikker på, at hun bemærkede. Som sygeplejersker har vi en utroligt privilegeret position. Vi kan spørge vores patienter om hvad som helst, og de vil i langt de fleste tilfælde svare os beredvilligt. Derfor har jeg altid været meget bevidst om min magtposition i relationen til patienter. Det var derfor et stort dilemma, da min patients familie efter hendes død lod mig vide, at hun havde ønsket, at jeg skulle være med til at bære hendes kiste.

Relationen til min patient fik mig til at reflektere over, at sygeplejersker går konstant balancegang. Man skal være indlevende og omsorgsfuld, men man bør samtidig ikke give for meget af sig selv. Det handler både om ikke at belemre patienterne med unødig bekymring og om at passe på sig selv. Som sygeplejerske bliver man ofte rørt, men man skal helst ikke blive ramt. Det er den væsentlige forskel. Ingen mennesker kan holde til at blive kede af det og personligt ramt hele tiden. Det går man i stykker af.

Efter mange overvejelser endte jeg med at sige ja til at bære kisten, for det er nok den største anerkendelse, du som menneske kan få. Hvis jeg stadig havde været hendes sygeplejerske, så havde jeg været nødt til at sige nej, men det var en rørende og smuk oplevelse, og jeg er glad for min beslutning. Mødet med min patient lærte mig, at grænsen mellem personlig og professionel relation kan være flydende; nogle gange nærmest usynlig.