Fuldt fortjent: "Det virker uvirkeligt"

Fire årtier synes som lang tid, når man ser fremad, men når sygeplejerske og underviser Kirsten Vest Hansen ser tilbage, er det ikke til at forstå, hvor tiden er blevet af.

sp2-2018_fuldt-fortjent_kirsten-vest-hansen
Da Kirsten Vest Hansen modtog Dronningens Fortjenstmedalje, gav det anledning til at gøre status uden at dvæle for meget ved det. Hun takkede især sine kolleger, studerende og samarbejdspartnere for det samarbejde, de har haft igennem fire årtier.
Foto: Claus Bech
Kodeordene for 1970’erne var sammenhold, kærlighed og fri sex. I 1980’erne blev TV2 etableret, og i 1990’erne blev apartheid opgivet i Sydafrika. I det første årti i år 2000 var det terrorangrebet på World Trade Center, der var på alles læber.

Når sygeplejerske Kirsten Vest Hansen ser tilbage på de sidste 40 år, så er det noget af det, hun husker tiden for. Men det var også en tid, hvor hun i 1973 blev uddannet som sygeplejerske. I næsten lige så lang tid har hun arbejdet som underviser, og at være med til at uddanne fremtidens sygeplejersker har igennem alle årene været en inspiration for hende.

På Professionshøjskolen Absalon i Roskilde har Kirsten Vest Hansen arbejdet i 42 år, og undervisningen har også været præget af årtiernes kodeord.

Tiden sætter sine spor

Der er sket meget mere, siden Kirsten Vest Hansen blev sygeplejerske for 45 år siden. Men det har alt sammen sat sine spor i hendes arbejdsliv.

"Tiden har influeret på sygeplejefaget og dets udvikling, som igennem alle disse år har været og fortsat er under forandring og udvikling," siger Kirsten Vest Hansen, som synes, at sygeplejerskeuddannelsen skal rumme udviklingen såvel fagligt som pædagogisk.

"Det kræver at være foranderlig, nysgerrig, være til stede i nuet og føre gode samtaler særligt med dem, som man ikke nødvendigvis er enig med," siger hun. Kirsten Vest Hansen ser det som et privilegium at være med til at udvikle en uddannelse, som skaber rammerne for de studerende, så de er i stand til at imødegå fremtidens krav.

Ses på mandag

Kirsten Vest Hansen har som underviser samarbejdet med de studerende. Det har givet faglig læring og udvikling. Noget, som hun har fundet spændende i alle årene. Men også at have passionerede kolleger har været centralt.

"Når man konstant udfordres med ny viden og nye vilkår, så har det været vigtigt at have et godt samarbejde med både studerende, kolleger, som underviser, og sygeplejersker i praksis," forklarer Kirsten Vest Hansen. Når hun gør status på sine 45 år som sygeplejerske, så er det ikke til at forstå, hvor tiden er blevet af.

"Det virker uvirkeligt at have arbejdet som sygeplejerske og underviser igennem så mange år. Der var dage, jeg overvejede at springe over, men så alligevel ikke. Og på mandag går det løs igen," slutter Kirsten Vest Hansen.

ikon-fuldt-fortjent

Fuldt fortjent

Her på siden kan du møde en sygeplejerske, som netop har modtaget Dronningens fortjenstmedalje i sølv. Medaljen kan tildeles personer, som har gjort en fortjenstfuld indsats og uafbrudt har været ansat inden for den samme offentlige myndighed i mindst 40 år. Det er arbejdsgiveren for den kvalificerede medarbejder, som kan indstille til medaljen.

 

Emneord: