Fuldt fortjent: "De skal føle, at der er en, der tager sig af dem"

Ikke to dage eller to mennesker har været ens for Ingrid Marie Jensen i løbet af de 41 år, hun har mødt ind på ortopædkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital.

spl3-2018_fuldtfortjenbt_ingridmariejensen
Travlhed mærkes på en anden måde i dag end dengang Ingrid Marie Jensen begyndte som sygeplejerske, men hun har ikke fortrudt, at hun valgte faget.
Foto: Mikkel Berg Pedersen
For Ingrid Marie Jensen startede drømmen om et liv som sygeplejerske en sommer i 1971. Egentlig ville den unge studine være journalist, men efter at have været ferieafløser på det lokale plejehjem stod det klart for Ingrid Marie Jensen, at det var sygeplejevejen, hun ville gå.

I dag er det 46 år siden, Ingrid blev færdiguddannet sygeplejerske. "Det var dengang, oversygeplejersken gik med kappe og havde lange ærmer på kjolen," fortæller Ingrid Marie Jensen og griner, da hun husker tilbage på dengang, hun var Des med patienterne.

Tillid er altoverskyggende

De sidste 41 år har Ingrid Marie Jensen haft sin gang på ortopædkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital. Fordi patienterne ofte er akutte, ved hun sjældent, hvad arbejdsdagen byder på, eller hvilke mennesker hun vil møde.

"Vi får folk ind, der er blevet flået ud af deres egen hverdag. Vi har alt lige fra hende med en kræftknude i benet til ham fra motorcykelulykken og diabetespatienten. Der er tusind ting, der vælter ind over én, når man ligger der i sengen," fortæller Ingrid Marie Jensen. Derfor mener hun, at en vigtig del af hendes job som sygeplejerske er at skabe tillid og tryghed hos patienten.

"Når jeg får meldt en akutpatient, vil jeg gerne sørge for, at sengen er klar, og have tid til at sige goddag, når patienten ankommer. De skal føle, at der er en, der tager sig af dem. Det er altoverskyggende. Men det tillidsforhold kan godt være svært at opbygge, når man har rigtig travlt," siger Ingrid Marie Jensen.

Aldrig fortrudt

Netop travlhed har Ingrid Marie Jensen altid mærket til, men de seneste år har den udviklet sig til en anden og mere stressende slags, synes hun.

"Da jeg var yngre, blev folk indlagt med småting og i lang tid. I dag er de kun indlagt med virkelig tunge og komplicerede ting. Når vi får meldt en patient, er det lige før, vi allerede har planlagt udskrivelsen, fordi den næste patient, der skal ligge i dén seng, står klar. Det handler om effektivitet," siger Ingrid Marie Jensen.

Selvom travlheden mærkes på en anden måde i dag, har Ingrid Marie Jensen aldrig fortrudt, at hun blev sygeplejerske, og alt var da heller ikke bedre før i tiden.

"Dengang var vi ved at drukne i papirarbejde. Når vi skulle have blodprøver, skulle vi først ringe og bestille dem og så op i laboratoriet og hente prøvesvarene. I dag er det alt sammen på computeren. Der er da virkelig sket noget siden sommeren i 71."

ikon-fuldt-fortjent

Fuldt fortjent

Her på siden kan du møde en sygeplejerske, som netop har modtaget Dronningens fortjenstmedalje i sølv. Medaljen kan tildeles personer, som har gjort en fortjenstfuld indsats og uafbrudt har været ansat inden for den samme offentlige myndighed i mindst 40 år. Det er arbejdsgiveren for den kvalificerede medarbejder, som kan indstille til medaljen.