Patienten, jeg aldrig glemmer: "Hans rynkede hånd var blevet blå og kølig i min"

Klokken var syv, da jeg trådte ind ad hovedindgangen på Gram Sygehus for at begynde min allerførste arbejdsdag efter to måneder på sygeplejeskolen. Jeg var 20 år og spændt på, hvad dagen ville bringe. Hvad jeg ikke vidste, var, at jeg blot tre timer senere fik en oplevelse med en patient, som havde betydning for resten af mit virke som sygeplejerske.

På slaget 10 var der stuegang. Da vi havde stået ret for overlægen, begyndte de øvrige sygeplejersker, sammen med overlægen og reservelægen, stuegangen. Jeg var kun sygeplejeelev, så jeg skulle ikke med. Uden videre information blev jeg sat til at se efter en ældre mand. Han hed Peter. Jeg ved ikke, hvad han fejlede, men hans skrøbelige krop nærmest druknede i hospitalsdynerne. Der var stille på Peters stue. Lyden af metalvogne og træskoskridt ude fra gangen var forstummet, da stuegangen begyndte. Pludselig begynder Peter at hive efter vejret. Hans hurtige, overfladiske vejrtrækning er typisk for mennesker, der nærmer sig afslutningen, men det vidste jeg ikke – døden var ikke noget, man overhovedet beskæftigede sig med på sygeplejeskolen. Ét var jeg dog klar over: At den var helt gal. Med rystende hænder trak jeg i snoren efter hjælp, flere gange. Der kom ingen. Alle var på stuegang. Jeg satte mig ned ved Peters side og tog hans hånd. Den ældre mand slog øjnene op og stirrede på den hvide væg. Jeg klemte om hans hånd, men jeg ved ikke, om han registrerede mig. Få sekunder efter blev hans øjne matte. Tårerne strømmede ned ad mine kinder. Aldrig havde jeg følt mig så alene og magtesløs.

Hans rynkede hånd var blevet blå og kølig i min, da personalet vendte tilbage fra stuegang. Det blev konstateret, at Peter var afgået ved døden, og jeg kunne gå. Ingen af mine kolleger nævnte nogensinde episoden. Da min arbejdsdag var omme, gik jeg hjem. Alle sygeplejeeleverne boede i samme bygning som sygehuset, på elevgangen, som lå oppe under det røde teglstenstag. Jeg talte med mine elevkammerater om, hvad jeg tidligere på dagen havde oplevet. Det havde jeg brug for. Da jeg om aftenen lå i min seng, tænkte jeg på Peters tomme stue på etagen under mig.

Oplevelsen skræmte mig ikke fra at være sygeplejerske. Tværtimod havde den tændt en lille flamme af raseri i mig, der ikke ville acceptere, at døden var noget, man bare tog så let på og tiede ihjel.

Femten år senere arbejdede jeg som afdelingsleder på et plejehjem i Aarhus. Her var jeg med til at indføre retningslinjer, som bl.a. gik ud på, at ingen døende skulle være alene, og at det ikke var hvem som helst, der skulle sidde ved den døendes side, men en medarbejder, som patienten rent faktisk kendte. Og så har jeg selvfølgelig aldrig efterladt mine elever i samme situation som den, jeg selv blev kastet ud i.

Meget har forandret sig på 55 år, men som sygeplejerske kommer man ikke udenom døden. Jeg har ikke tal på, hvor mange mennesker jeg har lukket øjnene på i mit lange sygeplejeliv. Men Peter og hans matte øjne vil altid stå klarest for mig.

Peter er ikke patientens rigtige navn.