Patienten, jeg aldrig glemmer: "Hun troede, hun blev forfulgt"

For en sygeplejerske kan evnen til at sætte sig i patienternes sted være et nyttigt redskab. En helt særlig patient fik dog Louise Kure til at indse, at det ikke er alting, man kan forstå.

pajag
Louise Kure
Foto: Nikolai Linares
Da jeg var sygeplejestuderende i psykiatrien, mødte jeg på et tidspunkt en patient, som jeg har tænkt på mange gange siden. Jeg stødte i det hele taget på mange skæve eksistenser i min tid dér, men især denne kvinde har sat sig fast i min hukommelse.

Hun var blevet syg i en sen alder og havde fået diagnosen skizofreni. Indtil da havde hun levet et liv i overhalingsbanen – ikke med stoffer og alkohol, men med masser af fart på og vilde oplevelser. Det var svært for hende, da det betød, at hun ikke kun skulle kæmpe med sin sygdom og vrangforestillinger, men også med at acceptere, at hun ikke længere kunne leve, som hun gjorde før.

Jeg husker specielt en dag, hvor hun havde været ude at gå tur. Hun nærmest bragede ind på afdelingen, da hun kom tilbage og så helt vild ud i blikket. Hun var tydeligt oprevet. Jeg havde egentlig fået fri og var på vej hjem, men da jeg kendte hende lidt bedre end de andre, der var på vagt den dag, gik jeg alligevel hen til hende og spurgte, om der var noget galt.

Hun fortalte, at hun havde været ude at gå, da en UFO pludselig havde svævet hen over hende. Den havde ikke forsøgt at samle hende op, mente hun, men havde i stedet "bare" holdt øje med hende og var fulgt efter hende hele vejen hjem.

Der var ingen tvivl om, at det for hende havde været en meget virkelig oplevelse. Hun beskrev alting så levende, at jeg næsten fik lyst til at gå ud og kigge efter, om der virkelig hang en flyvende tallerken og ventede udenfor.

Som sygeplejersker hører vi meget om, at vi altid skal prøve at møde patienterne, hvor de er. Men den dag lærte jeg, at det ikke altid er muligt. Jeg kunne end ikke håbe på at forstå, hvordan det føltes for hende. Jeg var jo rask, og hun var syg. Jeg ville aldrig kunne sætte mig i hendes sted.

I stedet nøjedes jeg med at lytte. Jeg kunne måske ikke forstå hendes følelser, men jeg kunne i hvert fald forsøge at rumme dem. Jeg blev siddende hos hende og snakkede med hende, indtil hun faldt til ro. Jeg kunne ikke sætte mig hundrede procent ind i hendes oplevelse, men jeg kunne i det mindste give hende ret i, at det måtte have været skræmmende for hende.

Det er efterhånden mange år siden nu, men læringen har jeg taget med mig videre i mit arbejdsliv. I sygeplejefaget oplever vi mange ting på nært hold, men alligevel vil der altid være tidspunkter, hvor vi ikke kan gøre andet end at lytte.

Det kan især være i svære situationer med pårørende. Jeg vil aldrig kunne forstå, hvordan det føles at miste sin 16-årige søn til en sygdom eller en ulykke, men som sygeplejerske kan jeg i det mindste gøre mit bedste for at rumme forældrene i deres sorg og tilbyde dem en støttende skulder.

Jeg er stadig taknemmelig for oplevelsen med min skizofrene patient.

Patienten, jeg aldrig glemmer

Husker du mødet med den patient, som lærte dig noget essentielt om at være sygeplejerske? Var det din første patient? Var det patienten, som døde på din vagt, der står mejslet i din hukommelse? Var det det alvorligt syge barn, som blev helbredt trods svære odds? Eller ..?

  • Skriv til: redaktionen@dsr.dk
  • Længde: maks. 3.000 anslag.
  • Emne: "Patienten, jeg aldrig glemmer".

 

Emneord: