Fuldt fortjent: "Hver dag bliver jeg mindet om, at livet ikke varer evigt

Gennem sit møde med patienter i livets afslutning har sygeplejerske Birte Stoffersen fået en mere positiv livsanskuelse end de fleste.

Fuldt fortjent
Birte Stoffersen har næste år mulighed for at gå på efterløn, men det har hun ikke tænkt sig at gøre.
Foto: Cathrine Ertmann
Er det ikke hårdt? Det spørgsmål bliver sygeplejerske Birte Stoffersen fra Aalborg ofte stillet, når hun fortæller folk, at hun arbejder med patienter, som er nær livets afslutning.

"På en eller anden måde er det faktisk livsbekræftende at arbejde med alvorligt syge patienter. Når man arbejder med patienter, der er ved livets afslutning, kommer man til at se på sit eget liv med nogle andre øjne. De små hverdagsproblemer, man selv går og tumler med, bliver mindre, når man ser det hele i et større perspektiv," siger Birte Stoffersen.

Birte Stoffersen er en del af Palliativt Team på Aalborg Universitetshospital, som arbejder tværfagligt med læge, psykolog, præst, fysioterapeut og socialrådgiver. Teamet sørger for lindrende behandling til mennesker med en uhelbredelig, fremadskridende sygdom samt støtte til de pårørende.

"Lindrende behandling er rigtig mange ting. Vi kan f.eks. hjælpe patienten med smertebehandling og dårlig søvn. Men vi hjælper også, hvis de går med bekymringer om fremtiden, økonomien og mere eksistentielle tanker. Fordi vi er et tværfagligt team, kommer vi hele vejen omkring patienten," siger Birte Stoffersen.

Savner håndværket

Birte Stoffersens arbejde er samtalebaseret, og udover at tage på hjemmebesøg tilrettelægger hun og følger op på patientens forløb som konsulent.

"Det er ikke mig, der udfører plejen. Nogle gange kan jeg godt savne at bruge det sygeplejefaglige håndværk og være helt tæt på patienten i dagligdagen," siger Birte Stoffersen og uddyber, at hun er glad for sit arbejde i et tværfagligt team.

"Da mine børn var små, passede jeg dem om dagen og arbejdede i aftenvagt. På den måde gik privat- og arbejdsliv op i en højere enhed. Men jeg har haft mine nattevagter og juleaftener på hospitalet. Nu arbejder jeg kun på hverdage fra morgen til eftermiddag, og det er dejligt," siger Birte Stoffersen.

Langtfra brændt ud

Selvom Birte Stoffersen kan gå på efterløn, når hun næste år bliver 63, har hun på nuværende tidspunkt ingen planer om dette. For med sit arbejde føler hun, at hun gør en forskel for patienterne og deres pårørende. Arbejdet med patienter i den palliative fase har også gjort en forskel for Birte Stoffersen selv.

"Jeg tror, mit arbejde har givet mig en mere positiv livsanskuelse, fordi jeg hver dag bliver mindet om, at livet ikke varer evigt. Man skal nyde hver dag, man har," siger Birte Stoffersen.

ikon-fuldt-fortjent

Fuldt fortjent

Her på siden kan du møde en sygeplejerske, som netop har modtaget Dronningens fortjenstmedalje i sølv. Medaljen kan tildeles personer, som har gjort en fortjenstfuld indsats og uafbrudt har været ansat inden for den samme offentlige myndighed i mindst 40 år. Det er arbejdsgiveren for den kvalificerede medarbejder, som kan indstille til medaljen.

 

Emneord: