Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Hørt: Ikke mere pynt på lagkagen

Sygeplejersker må jævnligt gå på kompromis med deres fundamentale faglighed på grund af tidspres. Det oplever sygeplejerske Helle Bang Jensby, der er leder for 21 medarbejdere.

Sygeplejersken 2018 nr. 8, s. 17

Af:

Diana Mammen, journalist

ikon-hoertDe vigtigste dyder for sygeplejersker er omhu, omsorg og ansvarsbevidsthed. Men der er ikke længere tid til dem alle. Det skriver Helle Bang Jensby i et debatindlæg i Politiken, hvor hun mener, at de afsluttede overenskomstforhandlinger for alvor har vist, at der er en sag at kæmpe for. Sagen drejer sig om trivsel og arbejdsmiljø. Noget, hun som afdelingssygeplejerske igennem 10 år kan se, er under pres.

"Der er ikke meget pynt tilbage på lagkagen," siger hun og uddyber.

"Det stirrer mig i øjnene, at alt skal se så flot ud på ydersiden. Vi har så travlt med patientinddragelse og med store flotte hospitalsbyggerier, men det, der gemmer sig inde bagved, er, at man må lade patienter ligge med våde bukser eller undlade en vigtig samtale, fordi sygeplejersker skal prioritere, hvad der er tid til," siger hun.

Som leder for 21 medarbejdere har Helle Bang Jensby oplevet, hvordan de hver dag udviser overskud og opmærksomhed og forsøger at nå det hele omkring patienten.

2018-8-hoert_helle-jensby
Foto: Mikkel Berg Pedersen
"Der, hvor pynten er væk, er, når vi har en hverdag, hvor vi er nødt til at gå på kompromis med vores fundamentale faglighed," siger hun.

"Vi blev dygtige sygeplejersker, fordi vi evnede at yde omsorg, udvise omhu og tage ansvar. Når disse dyder jævnligt sættes under pres, bliver vi rystede i vores grundvold, og jeg har ikke lyst til at sende flere kompetente sygeplejersker hjem med stress af den grund," siger Helle Bang Jensby, som indimellem forsøger at lave en fælles prioritering og siger:

"I dag er vi på Jutlandia, underforstået: Vi er i en 'krigszone', hvor der er tid til at redde liv – forvent ikke andet. Men vi kan jo ikke lege Jutlandia hver dag, og når man bliver nødt til at gøre det, så er pynten for alvor taget af lagkagen," siger Helle Bang Jensby.

Derfor håber hun, som hun også skriver i sit debatindlæg, "at nogen tør tage ansvar, vise omhu og drage omsorg for sundhedsvæsenet snart. Meget snart!" Med det sidste mener hun, at velfærdssamfundet er i fare, når man f.eks. ikke kan stille et nødberedskab blandt personalet på landets største hospitaler i forbindelse med en konflikt:

"Politikerne bliver nødt til at forholde sig til dette, og vi som vælgere bliver nødt til at forholde os til, om vores velfærd skal se sådan ud."