Dilemma: Jeg vil føle det som et overgreb

Sygeplejerske Pia Hvidberg Kjeldgaard fortæller her om det dilemma, det medførte, da en pårørende pludselig ændrede mening om en behandling, som både vedkommende selv, patienten og sygeplejersken var enige om ikke at vælge til.

På 11.-dagen passer jeg en kvinde på 95 år. Hun har takket nej til pacemaker og vil ikke spise og drikke. "Jeg er træt af dage," siger hun til mig og er tydeligvis også svækket efter de mange dage uden mad og drikke.

Da samtalen falder på sondeanlæggelse, siger hun tydeligt nej. Faktisk hele tre gange, ligesom hun har gjort gennem hele indlæggelsesforløbet. Hendes søn siger også, at hans mor har givet udtryk for, at hendes liv ikke skal forlænges. Men ved stuegang bringer sønnen alligevel sonden i spil, selvom han ved, at moren ikke ønsker den. Det ender med, at lægen ordinerer sonden. Også selvom den ældre kvinde klart og tydeligt har sagt nej til det flere gange overfor både mig og lægen. Men i situationen siger hun ikke fra overfor lægen, men hun siger heller ikke ja. Tilbage står jeg og tænker: "Hvad gør jeg så?" For jeg vil føle det som et overgreb at skulle lægge sonden på kvinden, når hun så tydeligt har sagt nej. Derfor laver vi en aftale, både patienten, sønnen og lægen, at hvis hun på noget tidspunkt under anlæggelse siger stop, så stopper jeg. Jeg finder alle remedierne frem og gør klar til at anlægge sonden på kvinden. Også selvom jeg ikke har spor lyst. Sonden når kun lige at kilde hendes næse, så bliver ordet sagt. Stop.

Det, der gør situationen til et dilemma, er, at den pårørende bringer sonden på banen, for ellers havde jeg ikke været i tvivl. Så havde jeg sagt til lægen, at den ikke skulle ordineres. Men samtidig skal de pårørende tages alvorligt, også når de bringer noget op f.eks. ved stuegang ift. behandling af deres kære. For de kender dem meget bedre, end vi gør. Samtidig er de følelsesmæssigt involverede, og det er dem, der kan komme til at stå som de efterladte. Så deres tilstedeværelse er vigtig, men det gjorde, at netop denne situation blev så svær. Man kom til at tænke: Hvem behandler vi for, og for hvis skyld skal jeg lægge sonden? I min optik var det ikke for patientens skyld, vi gav sonden et forsøg. Men vi undgik overgreb, og sønnen gik derfra med følelsen af, at vi havde gjort alt. Og det har også en berettigelse. Jeg har meget stor respekt for den svære situation, det er for en pårørende at skulle se på og acceptere, at livet for deres kære nærmer sig afslutningen. Og det er vel lige netop derfor, at situationen var et dilemma at stå i.

Emneord: