Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

5 minutter med: Kathrine Eggertsen

"En god sygeplejerske er en, der tør være i de meget svære situationer og de meget svære samtaler.”

Sygeplejersken 2019 nr. 10, s. 7

Af:

Michael Holbek, journalist

Kathrine Eggertsen
Kathrine Eggertsen
Privatfoto
Kathrine Eggertsen, 40 år, arbejdssted: Intensiv afdeling, Center for Planlagt Kirurgi, Regionshospitalet Silkeborg.

Hvorfor valgte du at blive sygeplejerske?

”Min papmor var intensivsygeplejerske, og jeg elskede at høre hendes historier fra den virkelige verden. Det lød som en spændende vej.”

Hvad var dit første job?

”På Lungemedicinsk Afdeling på Regionshospitalet Silkeborg.”

Hvorfor valgte du at specialisere dig som intensivsygeplejerske?

”Det var tilfældigt. På lungemedicinsk mødte jeg en pårørende, som var intensivsygeplejerske. Hun mente, det lige ville være noget for mig. Så i 2007 tog jeg springet, og det er helt fantastisk.”

Hvem har du lært mest af i din karriere?

”Jeg arbejder i et meget tværfagligt miljø, og vi er alle med til at forme, hvem man bliver som sygeplejerske. For mig har det f.eks. været i nogle akutte patientsituationer, hvor jeg har lært meget i situationen af både læger, sygehuspræster og andre kolleger. Men også af pårørende og den feedback, man får. Det vigtigste er, at man bliver ved med at lære.”

Hvad kendetegner en god sygeplejerske?

”Inden for mit speciale skal man have mange ting på paletten. Men det altoverskyggende er de menneskelige færdigheder som sygeplejerske. Evnen til at skabe tillid til patient og pårørende. De står alle i deres livs krise, når vi møder dem, og man skal turde være i det. Det kan f.eks. være en ung, der er kvæstet i et trafikuheld, og hvor de pårørende er hårdt ramt og bange for at miste. Det kan være en, hvor vi beslutter at indstille behandlingen. En god sygeplejerske er en, der tør være i de meget svære situationer og de meget svære samtaler.”

Hvilket råd vil du give en nyuddannet?

”Ingen kan det hele fra starten. Det virker uoverskueligt, men det kommer. Klø på og bed om hjælp, når du er usikker, og sug al den læring til dig, du kan.”

Hvad er det mest tilfredsstillende ved dit job?

”At jeg gør en forskel for patienterne og deres familier. At de mærker, vi gør, hvad vi kan for at hjælpe dem.”

Hvad er det mest udfordrende ved dit job?

”Når vi står i en akut situation, hvor det hele skal gå meget hurtigt, og vi står med ryggen mod muren. Det er en stor faglig udfordring. Både når det går godt, og når det ikke går, som vi håbede.”

Hvad kan holde dig vågen om natten?

”Jeg tager som regel aldrig patienterne med hjem. Når jeg slukker bilen i min indkørsel, er jeg ikke på arbejde mere.”

Hvad er du mest stolt af i din karriere?

”Af projekt LISA (Luft i Suction Aid), som er en stor succes, og som vi forhåbentlig snart skal i gang med at implementere i resten af Danmark og i Europa. Det går ud på, at trakeostomerede patienter i respirator får mulighed for at tale, selv om de stadig er cuffet.” (red.: Projektet er beskrevet i Fag & Forskning nr. 1, 2019).”

Hvis du kunne ændre en ting i sundhedsvæsenet, hvad skulle det så være?

”Helt grundlæggende skal der flere folk på gulvet på de almindelige afdelinger. Hvis man får klædt afdelingerne bedre på med sygeplejersker, tror jeg også, vi bedre kan holde på dem i længden.”

Hvor ser du dig selv om fem år?

”Jeg er nok stadig her. Jeg tror, jeg er typen, der skal rives ud, for jeg er så glad for mit arbejde.”

Hvordan tror du, at sygeplejen vil udvikle sig de næste 10 år?

”Vi vil få flere og mere komplekse patientforløb, og jeg kan være bekymret for, at vi får et politisk fremfor et lægefagligt skøn i forhold til et behandlingsloft. Altså, hvem skal have tilbudt hvilken behandling og hvilken slags medicin. Vi kommer til at tage stilling til nogle ting, som vi ikke er vant til. Folk bliver ældre og ældre, og vi holder dem i live i lang tid. Jeg håber, man vil vurdere det i forhold til det enkelte individ og ikke efter generelle regler, for livskvalitet for mig er måske ikke det samme for dig.”