Fuldt fortjent: "Hun takkede mig for at lytte"

I en menneskealder har Annelise Gammelgaard vogtet over børnenes ve og vel, men nu er det farvel. Hun takker af og går på pension efter fyrre års tro tjeneste som sundhedsplejerske.
Annelise Gammelgaard
Foto: Mikkel Berg Petersen

ikon-fuldt-fortjent

Fuldt fortjent

Her på siden kan du møde en sygeplejerske, som netop har modtaget Dronningens fortjenstmedalje i sølv.

Medaljen kan tildeles personer, som har gjort en fortjenstfuld indsats og uafbrudt har været ansat inden for den samme offentlige myndighed i mindst 40 år.

Det er arbejdsgiveren for den kvalificerede medarbejder, som kan indstille til medaljen.

Modtagere af Dronningens fortjenstmedalje tilbydes frokost med ledsager i Kvæsthuset efter audiensen på Christiansborg. Henv. receptionen Sankt Annæ Plads 30.

En æra er forbi i Favrskov kommune. I fyrre år har sundhedsplejerske Annelise Gammelgaard med liv og sjæl hjulpet børn og nybagte forældre.

Hun har lyttet til bekymringer og problemer, givet gode råd og arbejdet for, at alle børn får en god start på livet. Men fra 1. september er det slut. Hun går på pension.

Annelise Gammelgaard blev i 1972 færdiguddannet sygeplejerske fra Bispebjerg Hospital, men allerede inden hendes sidste eksamen var i hus, vidste Annelise Gammelgaard, at hun ville arbejde med børn. Hun ville være sundhedsplejerske.

I seks år samlede hun viden og værdifuld erfaring om børn.

Først to år på en afdeling for præmature fødsler, dernæst to år på en plastikkirurgisk afdeling for børn. Herefter rejste hun i 1976 til Tanzania, hvor hun vejledte om kost og hygiejne på moderklinikker.

To år blev det til i Tanzania, før Annelise Gammelgaard i 1978 drog hjem til Danmark for at læse videre i Aarhus til sundhedsplejerske, som hun blev året efter.

Annelise fik med det samme arbejde som sundhedsplejerske i Hadsten Kommune, i dag en del af Favrskov Kommune, og det er det arbejde, som Annelise Gammelgaard igennem de sidste fyrre år har lagt sin sjæl og energi i.

Et arbejde, som har været mere end bare et arbejde, men et kald, og hvor hun igennem en menneskealder har kunnet følge med i, hvordan hendes hjælp kan ændre skæbner.
 

Annelise Gammelgaard
Annelise Gammelgaards audiens hos dronningen blev først aflyst på grund af den amerikanske præsident Donald Trumps besøg, men burde nu forløbe som oprindeligt planlagt
Foto: Mikkel berg Pedersen
”For 25 år siden hjalp jeg en mor med en fødselsdepression. Hun var helt forpint og kunne hverken tage vare på sig selv eller sit barn. Hende mødte jeg for ikke så længe siden, og hun fortalte, hvor meget min hjælp havde betydet for hende, og hvor godt det gik hendes datter i dag."

"Ligeledes kan jeg huske en pige, der var godt på vej ud i noget anoreksi. Hende havde jeg 3-4 samtaler med, og bagefter gav hun mig et brev, hvor hun takkede mig for, at jeg havde taget mig tid til at lytte til hende, og alene det, at en voksen havde taget sig tid til at lytte til hendes problemer, havde betydet meget. Det er sådan noget, der gør, at man bliver glad for sit arbejde,” siger hun.

Stigende overvægt

Annelise Gammelgaard pointerer dog, at der også er en bagside ved at bo og arbejde som sundhedsplejerske det samme sted igennem en menneskealder.

”Noget af det sværeste for mig er at kunne se de stigende problemer, der er med overvægt.

Jeg kan jo gå og kigge på voksne, som jeg har vejledet i at undgå overvægt, dengang de var børn, men hvor min hjælp ikke har slået til. Det kan godt være hårdt.”

Læs også Trialogen om overvægt blandt spædbørn i Fag&Forskning nr. 3/2019, der udsendes sammen med dette nummer af Sygeplejersken.

Emneord: 
Sundhedspleje