5 minutter med: Karina Kvist

En som taler patienternes sag, lytter til dem og deres behov, og en som tør gå ind i de udfordringer, som de nu oplever. Og en der kan prioritere.
Karina Kvist

Karina Kvist, 35 år, sygeplejerske med særlig klinisk funktion inden for uddannelse, udvikling og undervisning samt klinisk afsnitskoordinator på rehabiliteringsafsnit
M3 i Hobro under Aalborg Universitetshospital.

Hvorfor valgte du at blive sygeplejerske?
Jeg har egentlig altid vidst, at jeg gerne ville arbejde med mennesker, og da jeg var yngre, tænkte jeg, at jeg skulle være pædagog. Men det blev en anden retning – jeg er uddannet social- og sundhedshjælper og -assistent, og da jeg var ude i den første praktik som assistent på sygehuset, så var jeg bare ikke i tvivl om, at jeg skulle være der. Og så var det nok mere sygeplejerskeuddannelsen, jeg skulle tage. Jeg blev grebet af den der helt specielle hvide verden.

Hvad var dit første job?
Det var på Hjerte-Lungekirurgisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital.

Hvorfor valgte du at specialisere dig som intensivsygeplejerske?
Jeg trængte til, at der skulle ske noget andet, og så fandt jeg den sundhedsfaglige kandidat med en rehabiliteringslinje. Jeg synes, de komplekse patienter, lange forløb og at få skabt nogle gode patientovergange er helt vildt interessant.

Hvem har du lært mest af i din karriere?
Det er jo nok patienterne og deres skæbner. Det der med, at patienter fortæller deres historie, det lærer man vildt meget af.

Hvad kendetegner en god sygeplejerske?
En som taler patienternes sag, lytter til dem og deres behov, og en som tør gå ind i de udfordringer, som de nu oplever. Og en der kan prioritere.

Hvilket råd vil du give en nyuddannet?
Åh der er mange – man skal turde spørge, om det man er i tvivl om. At man snakker med sine kollegaer og reflekterer over udfordringer, det bliver man bare klogere af. Der er ingen af os, der ved alting.

Hvad er det mest tilfredstillende ved dit job?
Lige nu er jeg på en mega god afdeling, hvor jeg har nogle fantastiske kollegaer. Vi har det sjovt og er gode til at hjælpe hinanden. Man kan få lov til at stille de dumme spørgsmål og tale om tingene. Det betyder virkelig alt.

Hvad er det mest udfordrende ved dit job?
De lange indlæggelsesforløb og komplekse overgange vi har, der synes jeg, det kan være udfordrende at finde ud af, hvordan man skal få det hele til at harmonere. For eksempel når vi har patienter, som ikke er vant til at få hjælp, eller patienten har en uholdbar hjemmesituation.

Hvad kan holde dig vågen om natten?
For nogle år siden havde jeg sagt mit arbejde, men jeg er blevet mere sikker på nogle ting med tiden. Før kunne jeg godt ligge og bekymre mig om patienter, men det synes jeg ikke er så slemt længere – heldigvis.

Hvad er du mest stolt af i din karriere?
Det er, at jeg har taget kandidatuddannelsen. Det har virkelig givet mig rigtig meget både fagligt og personligt.

Hvis du kunne ændre en ting i sundhedsvæsenet, hvad skulle det så være?
Der skulle være mere fokus på udvikling og undervisning. Både så de nyuddannede er bedre rustede, men også i forhold til at fastholde mere erfarne sygeplejersker. For man har brug for, at der sker noget og lære noget nyt – og patienterne bliver mere og mere komplekse.

Hvor ser du dig selv om fem år?
Jeg arbejder i hvert fald stadig med rehabilitering! Men lige hvilken kontekst det er i, er svært at svare på.

Hvordan tror du, at sygeplejen vil udvikle sig de næste 10 år?
Jeg håber, at der bliver mere fokus på det relationelle og nærvær, og at patienterne bliver inddraget noget mere i pleje og behandling. Men om det bare er det, jeg håber, eller om det bliver virkeligheden, det ved jeg ikke.

Emneord: 
Rehabilitering