Patienten, jeg aldrig glemmer: "Han lærte mig, at et kram kan have stor betydning"

Jeg kan fornemme, at min kollega er utilpas. Vi befinder os midt på afdelingen, da en patient spontant beslutter sig for at give hende et knus. Hun siger ikke noget til ham – måske fordi det sker så hurtigt – men jeg kan se på hendes anspændte holdning, at hun ikke bryder sig om den tætte kropskontakt.

Jeg bebrejder hende ikke, for vi er begge sygeplejersker på retspsykiatrisk afdeling. Vores patienter er ikke kun syge mennesker, de er også dømt for alvorlige forbrydelser. Jeg kan derfor sagtens forstå hendes reaktion.

Jeg er imidlertid ikke den eneste, der bemærker optrinnet. Senere på dagen går jeg tur med en anden patient, som også var til stede, da krammet blev uddelt. Han spørger mig, om jeg havde lagt mærke til min kollegas ubehag.

Jeg svarer ham, at det havde jeg. Vi kommer hurtigt til at snakke om kropskontakt og personlige grænser. Jeg forklarer ham, hvorfor det godt kan virke grænseoverskridende for en sygeplejerske at blive krammet af en patient. Det forstår han godt.

”Men Anette,” tilføjer han så, ”du skal også huske på, at når du går hjem fra arbejde i dag, så kan du kramme din mand eller dine børn. Det kan vi ikke. For os patienter er I sygeplejersker vores familie.”

Jeg kan mærke, at samtalen med min patient sætter en masse tanker i gang hos mig. Det sker hyppigt, at patienter opsøger kropskontakt, men jeg har faktisk aldrig tænkt på det som et behov, der skal opfyldes. Jo mere jeg spekulerer over hans ord, des mere er jeg dog tilbøjelig til at give ham ret.

Berøring og fysisk nærvær er så vigtigt for menneskers velbefindende, men ofte taler vi kun om hudsult eller sensorisk deprivation hos ældre eller handicappede. Hvad med de ”udsultede” patienter i sundhedsvæsnet? Bør det være en del af vores arbejde som sygeplejersker, at vi lægger hænder og krop til?

Selv føler jeg det ikke som grænseoverskridende, hvis en patient giver min skulder et klem eller vil kramme mig. Jeg ser det som en del af mit arbejde. Jeg er dog påpasselig med, at jeg ikke trækker mine egne synspunkter ned over hovedet på mine kollegaer. Jeg synes bestemt, det bør være op til den enkelte sygeplejerske at beslutte, hvor grænsen går.

Jeg synes dog også, det er vigtigt, at vi i sygeplejen kan tale åbent om kropskontakt som et reelt behov. Mad, bad, medicin og søvn hører alt sammen under almindelig pleje, men jeg tror, det kan være gavnligt, hvis vi også husker at tage stilling til den fysiske berøring.

Hvis man kender sine egne grænser på forhånd, bliver man måske heller ikke overrumplet, hvis en patient vil give et knus.

Jeg er i hvert fald taknemmelig for samtalen med min patient, fordi han mindede mig om, at fysisk nærvær er nemt at tage for givet – og at et kram kan have stor betydning.