Patienten, jeg aldrig glemmer: "Han lærte mig, at det er okay at grine"

Min første komplekse patient lærte mig imidlertid, at det som sygeplejerske først og fremmest er vigtigt at være tro mod sig selv og sin personlighed.
Som nyuddannet sygeplejerske i hjemmeplejen var Stine Toftum Olesen usikker på, hvor meget hun måtte bruge af sig selv og sin personlighed, når hun var på arbejde. Et møde med en spøgefuld patient mindede hende om, at humor kan være en stærk isbryder.
Foto: Astrid Dalum

”Hold da op,” mumlede jeg for mig selv, da jeg kiggede på min køreseddel og så listen over min næste patients diagnoser. Den var ikke ligefrem kort: Han havde blandt andet koloncancer, spredning til lungerne, brok, nedsat nyrefunktion, to nefrostomier, en almindelig stomi og topkateter – en god håndfuld instrumentelle tilstande, der alle ville kræve min opmærksomhed.

Jeg kunne allerede mærke nervøsiteten murre i maven. Jeg havde ikke været sygeplejerske i hjemmeplejen ret længe, så dette var mit første møde med en meget kompleks patient.

Som så mange andre nyuddannede sygeplejersker var jeg meget opsat på at gøre mit arbejde efter bogen.

Jeg havde gjort mig mange tanker om ”den perfekte sygeplejerske,” men nu følte jeg, at jeg stod over for min ilddåb.

Ville han fornemme min usikkerhed og straks gætte, at jeg var helt grøn? Hvordan skulle jeg overhovedet gå til en patient med så mange lidelser?

Privat er jeg et menneske, der er meget humoristisk i min tilgang til andre, og jeg ville egentlig gerne have den del af mig selv i mit arbejde – men kan en sygeplejerske overhovedet lave sjov og stadig være en god sygeplejerske?

Jeg skulle meget snart blive klogere på netop dét spørgsmål. Min komplekse patient viste sig nemlig at være andet og mere end sin lange liste med diagnoser. Han var en gammel fisker, der var vant til at kalde en spade for en spade.

Han kaldte sig selv for ”Posemanden” på grund af sine mange stomier, og han elskede en god spøg. Jeg glemte fuldstændig at være nervøs og fulgte i stedet min mavefornemmelse.

At være nyuddannet er altid svært. Man gør sig mange tanker om sit fag og har en masse idéer om, hvordan man bør handle i enhver given situation, men man har ikke rigtigt fået lejlighed til at afprøve det hele endnu.

Min første komplekse patient lærte mig imidlertid, at det som sygeplejerske først og fremmest er vigtigt at være tro mod sig selv og sin personlighed.

Jeg har siden ofte brugt humor i mit arbejde, og jeg har erfaret, at det ikke kun er en fantastisk isbryder, men at det også kan skabe gode relationer i de meget lange patientforløb, man ofte er involveret i som hjemmesygeplejerske.

Det er naturligvis en balancegang, og man skal kunne fornemme, hvornår tiden er til sjov, og hvornår man skal være alvorlig. Jeg er dog overbevist om, at jeg netop fik så godt et forhold til min komplekse patient, fordi jeg turde møde ham med humor og behandle ham, som han gerne ville behandles.

Min sjove Posemand er her ikke mere, men jeg har siden været i kontakt med hans pårørende, som fortalte, at jeg havde betydet en del for ham. Han har bestemt også betydet en del for mig – han mindede mig om, at det er okay at grine, selvom man er sygeplejerske.

Patienten, jeg aldrig glemmer

Husker du mødet med den patient, som lærte dig noget essentielt om at være sygeplejerske? Var det din første patient? Var det patienten, som døde på din vagt, der står mejslet i din hukommelse? Var det det alvorligt syge barn, som blev helbredt trods svære odds? Eller ..?

Skriv til: redaktionen@dsr.dk
Længde: maks. 3.000 anslag.
Emne: ”Patienten, jeg aldrig glemmer”.

 

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Humor