Hørt: Pårørende er ikke ens

Politikerne er enten uvidende eller taler mod bedre vidende, når de omtaler pårørende som en ressource, man bare kan trække på. Det mener sygeplejerske Lisbeth Uhrenfeldt, som med sin kronik vil gøre de ansvarlige lidt mere ansvarlige.
Man overser, at dét at være pårørende kan se ud på mange forskellige måder, mener Lisbeth Uhrenfeldt.
JORGE GUERRERO

ikon-hoertEn radioudsendelse på P4 om, at Skive Kommune havde ansat en pårørende-vejleder, blev dråben i det velkendte bæger for Lisbeth Uhrenfeldt.

Det var dog ikke udsendelsen i sig selv, men derimod en mere generel frustration, der fik Lisbeth Uhrenfeldt til at skrive en kronik til Kristeligt Dagblad.

”Jeg har igennem længere tid lagt mærke til, at der i den offentlige debat og blandt politikere ofte tales om pårørende i ental, som om der er tale om én bestemt gruppe. Men pårørende kan være alt fra f.eks. erhvervsaktive til en jævnaldrende ældre eller en lige så svækket ægtefælle,” siger Lisbeth Uhrenfeldt.

Hun er sygeplejerske, ph.d. og professor ved Nord Universitet i Bodø i det nordlige Norge, hvor hun bl.a. har været med til at afdække de pårørendes oplevelser af, hvornår en udskrivelse eller overflytning er en succes.

Samfundsøkonomisk dyrt

”Man taler også om pårørende, som nogle man har råderet over og frit kan disponere over, når patienter udskrives eller skal blive hjemme,” siger Lisbeth Uhrenfeldt.

”Problemet er, at dem, der tilrettelægger sundhedsvæsenet på makroniveau, ikke ved, hvad pårørende er. Men samfundsøkonomisk er det alt for dyrt ikke at interessere sig for, hvem de pårørende er, og hvad de magter,” siger Lisbeth Uhrenfeldt og peger på, at forskning viser, at hvis man inddrager og har kontakt med de pårørende i kort tid, så kan man minimere genindlæggelser og gøre borgerne mere trygge.

Kronik førte til nye dialogpartnere

Efter at Lisbeth Uhrenfeldt havde fået trykt sin kronik i Kristeligt Dagblad lagde hun den også ud på sin LinkedIn-profil. Her har knap 3.000 mennesker indtil videre læst den, og hun har fået henvendelser fra både præster, psykologer, sygeplejersker og undervisere.

”De har genkendt problematikken og har været glade for, at jeg har taget den op,” fortæller hun.
Og det har også fået Lisbeth Uhrenfeldts øjne op for, at der er flere faggrupper end hendes egen, som kan være dialogpartnere i forhold til de pårørende.

Vigtigt at bidrage til debatten

Lisbeth Uhrenfeldt fortæller, at hun gennem sin ansættelse på det norske universitet har været på kursus i kronik-skrivning. For på Nord Universitet anses det at ytre sig offentligt, som en vigtig del af forskergerningen.
”Det har en dobbelt betydning. Dels betaler vi tilbage til det samfund, som understøtter vores forskning, og dels er det med til at placere os forskere som nogle, der kan bidrage med perspektiver, man ellers ikke var kommet i tanker om. På den måde viser vi, at her er noget, I kan lære af os, og derfor er det vigtigt, at vi fortsætter med at forske,” siger hun og fortæller, at det tager tid at skrive en kronik.
”Nogle gange starter det med, at man bliver vred over noget, og så skal vreden lige lægge sig, inden jeg skriver. Bagefter får jeg en anden til at læse kronikken, så eventuelle bommerter bliver fjernet.”

Emneord: 
Pårørende