Studerende i praksis: ... patienter er mere end blot en sygdom eller et problem, der skal løses ...

Mennesket bag sygdommen er ikke synligt for alle sygeplejersker, og det kan der være mange årsager til. En studerende er dog overvejende fag-optimist efter de første to semestre.

Sarah Munksø Lauridsen
Sarah Munksø Lauridsen
Da jeg startede på sygeplejerskeuddannelsen, blev jeg spurgt, hvorfor jeg havde søgt netop den uddannelse. Det var et spørgsmål, jeg ikke rigtig havde stillet mig selv før. Da jeg skulle svare på det, var det ikke med en indstuderet tale. Svaret kom lige fra hjertet.

Idéen om at skulle arbejde inden for pleje og sundhed opstod for snart fem år siden, da jeg fik konstateret type 1-diabetes. Her mødte jeg for alvor sundhedsvæsenet for første gang. Jeg blev indlagt akut og oplevede en hær af fantastiske, empatiske og inspirerende sygeplejersker. Men jeg mødte også det modsatte.

Jeg mødte et hav af sygeplejersker, der ikke så mig som menneske, men faktisk så mig som et problem, der skulle løses. Jeg skulle på benene igen, så jeg kunne blive udskrevet og give plads til den næste. Og disse sygeplejersker blev faktisk min største motivation for at gå ind i denne verden.

Da jeg blev introduceret til hospitalsvæsnet, indså jeg hurtigt, at jeg ville ændre noget, jeg ville gøre det bedre, og jeg ville blive klogere. Jeg ville se det hele indefra og ikke bare fra en hospitalsseng.

På mit 1. semester prædikede vores undervisere, at patienter er mere end blot en sygdom eller et problem, der skal løses. De er mennesker.

Vores undervisere gav mig håb. Tænk hvis jeg blot havde været uheldig i mit møde med hospitalet som patient. Men ligeså hurtigt blev modet taget fra mig.

Da jeg kom ud i min første klinikperiode, blev jeg forskrækket og nervøs for, om det var en verden, jeg havde lyst til at kaste mig ind i.

Jeg så til, mens læger og sygeplejersker var nødt til at løbe hurtigere end de kunne holde til, og i sidste ende går det ud over patienterne.

Patienter, som bliver fejet af, når de oplever og giver udtryk for krise og sorg. Det blev tydeligt for mig, at det hele gik op i effektivisering, patientplaner og udskrivelser.

De mennesker, som lå i sengene på afdelingen, blev til et skema, der dagligt skulle opfyldes og udfyldes, så udskrivelserne kunne ske hurtigst muligt og efter planen.

Nu er jeg på mit 3. semester, og jeg har igennem det sidste år heldigvis også mødt en masse skønne og inspirerende sygeplejersker, som møder mennesker i øjenhøjde.

Patienter, kollegaer, studerende og alt derimellem. Jeg har nu oplevet livet på et hospital både som patient og som sygeplejestuderende, og jeg er blevet klogere.

Jeg har lært meget om, hvad der former den fantastiske sygeplejerske, som udviser empati og overskud.

Samtidig er jeg også blevet klogere på de mange årsager, der kan være til, at der stadig findes sygeplejersker, der ikke ser mennesket bag sygdommen. Jeg glæder mig til at blive endnu klogere igennem de kommende to et halvt år.

Sarah Munksø Lauridsen er sygeplestuderende på 3. semester på UC Diakonissestiftelsen.
 

Emneord: 
Sygeplejestuderende