Patienten, jeg aldrig glemmer: Han ville ikke se døden i øjnene

"Vi skal huske at lytte, selvom det kan være vanskeligt at finde tiden til det."
Den svære samtale. En meget optimistisk patient lærte Lotte Agersnap, at det er bedre at sige tingene ligeud i stedet for at pakke dem ind.
Foto: Jens Bach

Som sygeplejerske på Onkologisk Afdeling ser jeg ofte patienter, der befinder sig tæt på livets afslutning. Det er aldrig nemt at skulle forberede dem på, at de ikke har langt igen, men særligt én patient lærte mig, at det er vigtigt at tage sig tid til den svære samtale – og at tale uden omsvøb.

Han var patient på min afdeling over en lidt længere periode, men det stod klart forholdsvis tidligt, at hans prognose var dårlig. Han gjorde imidlertid indtryk på mig, fordi han først og fremmest var en ukuelig fighter, der nægtede at give op.

Som udgangspunkt er optimisme jo en god ting. Kampgejst er vigtigt, ikke mindst når det gælder en sygdom som kræft, der ofte kræver det lange, seje træk, før man er ude på den anden side. I min patients tilfælde kom hans optimisme dog til at stå i vejen for realiteterne.

Jeg var forholdsvis nyuddannet og vidste ikke helt, hvordan jeg skulle gribe det an. Både jeg, kollegaer og læger forsøgte at gøre det klart for ham, at han ikke ville overleve, men uden held. ”Jeg er ikke færdig med at kæmpe,” svarede han blot.

På et tidspunkt blev det besluttet, at han skulle genopereres. Operationstiden lå 14 dage ude i fremtiden, hvilket fik en læge til at bemærke, at min patient jo med al sandsynlighed ikke ville være i live til den tid. Var han overhovedet forberedt på det?

Vi var faktisk ikke helt sikre, selvom vi egentlig mente, at vi havde gjort det klart for ham ad flere omgange. Jeg og en læge besluttede derfor at sætte os ned med ham, så vi kunne forklare ham situationens alvor. Svaret var stadig det samme: ”Jeg er ikke færdig med at kæmpe.” Denne gang kunne jeg dog se i hans øjne, at han havde forstået budskabet.

Min patient døde få dage senere. Det skete meget pludseligt og kom faktisk lidt som et chok, selvom det var ventet – ikke mindst for hans pårørende. Patientens manglende vilje til at se døden i øjnene kom desværre til at betyde, at han ikke fik taget ordentligt afsked med sin familie.

Jeg har ofte tænkt på ham, når jeg har haft andre terminale patienter. Selvom vi sygeplejersker er vant til lidt af hvert, kan vi alligevel godt have svært ved at se en patient i øjnene og sige: ”Du er ved at dø.” I stedet kan vi komme til at benytte os af floskler, måske fordi vi ikke ønsker at slukke håbet.

Jeg mener dog, at vi netop skal tage tyren ved hornene – og at vi skal huske at lytte, selvom det kan være vanskeligt at finde tiden til det. Som sygeplejersker har vi ikke kun et ansvar for, at vores patienter har det godt, imens de er i live. Vi skal også hjælpe dem med at komme herfra på den bedst mulige måde.

Min patient lærte mig, at man ikke skal pakke realiteterne ind i metaforer, når man taler om døden. Jeg glemmer ham aldrig.

Patienten, jeg aldrig glemmer

Husker du mødet med den patient, som lærte dig noget essentielt om at være sygeplejerske? Var det din første patient? Var det patienten, som døde på din vagt, der står mejslet i din hukommelse? Var det det alvorligt syge barn, som blev helbredt trods svære odds? Eller ..?

  • Skriv til: redaktionen@dsr.dk
  • Længde: maks. 3.000 anslag.
  • Emne: ”Patienten, jeg aldrig glemmer”.

 

Emneord: 
Død