Skiftedag: "En ung, der må have en abort, er én for meget"

Anna Marie Miklos, 62 år

Nyt job: 15. august 2018 ved sundhedsplejen i Fredericia Kommune, hvor hun er ansat som projektleder i et treårigt projekt, der har til formål at styrke unges seksuelle sundhed og trivsel.
Kom fra: 1½ år som centersygeplejerske ved hjemmeplejen i Hedensted Kommune.
Desuden bl.a. sundhedsplejerske i Assens Kommune, underviser på Social- og Sundhedsskolen i Aarhus og udviklingssygeplejerske ved Livsstilscenter Brædstrup.

“I folkeskolen er der tilbud om seksualundervisning. Men det hører som regel op, når de unge når til ungdomsuddannelserne – selvom det lige præcis er i den alder, de fleste unge får deres seksuelle debut. Det hænger ikke sammen.

Men det er anderledes her i Fredericia Kommune, hvor vi, i samarbejde med Sex & Samfund, tilbyder undervisning på ungdomsuddannelserne om krop, køn og seksualitet.

I en tid hvor de sociale medier fylder mere og mere, er det vigtigt at tale med de unge om, hvordan man begår sig på de sociale medier, så man ikke kommer til at krænke nogen.

Generelt er aborttallet faldet blandt unge under 25 år i Danmark, men ikke i Fredericia Kommune, hvor både antal aborter og antal unge smittet med klamydia er højere end gennemsnittet. Derfor taler vi om temaer som sund seksualitet, prævention, graviditet, abort og seksuelt overførte sygdomme.

Det er en spændende stilling. Da jeg så den, tænkte jeg, ”mit navn står jo på den stilling”. I 2016 blev jeg Master of Public Health, og den uddannelse vil jeg jo gerne ud at bruge i praksis.

Det får jeg rig mulighed for her. Forinden det her job har jeg søgt en del stillinger uden held, så jeg var spændt på, om det ville lykkes. Det er mit indtryk – men svært at sige – at afslagene havde sammenhæng med min alder.

Men alderen oplever jeg ikke som en hæmsko. Tværtimod har jeg glæde af en bred faglighed og en solid erfaring, når jeg er i kontakt med de unge, der interesseret spørger om alt muligt vedrørende de temaer, jeg lægger frem i undervisningen.

Her i marts 2019 er startet en yderligere indsats og et supplement til holdundervisningen på ungdomsuddannelserne op.

Det er et projekt iværksat i samarbejde mellem Fredericia Kommune, Region Syd og Almen Praksis. Det drejer sig om et individuelt tilbud om anonym åben rådgivning til unge mellem 12 og 25 år. Her kan de få gratis prævention og blive testet for graviditet og sexsygdomme.

Når projekterne løber ud, håber jeg, at indsatserne bliver permanente både her i Fredericia – og faktisk i alle kommuner. For de unge har brug for det og har taget godt imod vores tilbud til dem. Vi sundhedsplejersker har den faglige baggrund, og vi har erfaring med at være i dialog med børn og unge om sund seksualitet og trivsel.

Én ung, der bliver smittet med en kønssygdom, eller én ung, der må have en abort, er én for meget.”

Savner du inspiration til karrieren?

Hent råd og vejledning om karriere og jobsøgning på dsr.dk. Som medlem kan du booke tid til personlig sparring om jobsøgning, efter- og videreuddannelse eller karrieremuligheder.

Læs mere på dsr.dk/job-og-karriere

 

Emneord: 
Abort