Læserbrev: Det er vel ikke fagsnobberi?!

"Jeg oplever, hvor kæmpestor en forskel sygeplejersker gør i hjemmene, men også hvor helt vildt omfattende, det er."

Det er åbenbart bedre og mere prestigegivende at være intensivsygeplejerske end at være ansat i kommunen.

Det har jeg oplevet efter at være skiftet fra den ene sektor til den anden.

Hvor et middagsselskab tidligere kastede mange spørgsmål af sig, når jeg besvarede spørgsmålet: ”Hvad laver du så?” bliver stemningen nu lagt død, når jeg fortæller, at jeg er sygeplejerske i en kommune.

”Nåh” med tryk på ”h”. Jeg oplever ofte en stemning af ”det er også lidt synd for dig, at du er havnet dér”.

Det blev for mit vedkommende til ca. 18 år på sygehus, de sidste 15 år i det intensive speciale. Herefter var jeg klar til at tage udfordringen med den primære sektor op og bruge hovedet på en anden måde.

Jeg oplever dagligt, hvordan min faglighed kommer i spil, og hvor enormt afgørende det er at have en god, faglig ballast med mig, når borgere bliver dårlige i hjemmet.

Jeg oplever, hvor kæmpestor en forskel sygeplejersker gør i hjemmene, men også hvor helt vildt omfattende, det er. Dette er en viden eller en dybde i faget, jeg aldrig havde tænkt over, før jeg nu selv står i det.

Paradoksalt er det så, at jeg både fagligt og privat oplever en helt anden reaktion på mit jobskifte.

Jeg føler mig på ingen måde som en ringere sygeplejerske i min nye funktion.

Jeg føler heller ikke, at jeg var mere værd, da jeg fungerede som intensivsygeplejerske. Hvorfor klinger det bedre i vores ører, når noget er intensivt, akut eller specielt? Der er vel ikke tale om fagsnobberi?!

Uanset hvordan vi vender eller drejer det, så er den primære sektor i en kæmpe udvikling, da patienter bliver udskrevet tidligere og skal færdigbehandles hjemme.

Der er i stigende grad brug for dygtige, erfarne sygeplejersker borgernært f.eks. for at sikre, at de udskrevne patienter ”lander godt” hjemme og derved undgår genindlæggelser.

Der er mange faglige udfordringer og rigelig faglig udvikling i kommunerne. Jeg kan derfor kun opfordre til, at vi sammen taler den borgernære sygepleje op.

Emneord: 
Primær sundhedssektor