På mit natbord: Maren Uthaug på min Top 10

Hendes univers er helt vildt – tragisk, komisk og tankevækkende.

Mette Maarup Sudergaard, kvalitetskoordinator, MPQM, Rygcenter Syddanmark.

Mette Maarup Sudergaard
Mette Maarup Sudergaard
Privatfoto

Hvad læser du lige nu?
”Den seneste har været en krimi, "Offer 2117" af Jussi Adler-Olsen. Endnu en god bog af ham, hvor der er flere lag end bare krimien. Nu glæder jeg mig meget til, at jeg skal til at læse Maren Uthaugs tredje bog ’En lykkelig slutning’.”

Hvordan har den inspireret dig?
”Maren Uthaugs ’ Hvor der er fugle’ ligger på min Top 10 over bedste bøger, jeg nogensinde har læst. Hendes univers er helt vildt – tragisk, komisk og tankevækkende. Mange historier flettet ind i hinanden om livet på godt og ondt og om mennesker, der klarer sig på trods af barske vilkår.”

Hvilken bog burde alle sygeplejersker læse – og hvorfor?
”’Du forsvinder’ af Christian Jungersen, som på rammende vis beskriver, hvordan det er at være pårørende til et menneske med en frontal hjerneskade. Bogen har desuden en del faktuel viden om neurologi. Alt sammen viden, som jeg synes, er vigtig for sygeplejersker i alle specialer.”

Hvilken bog fik du aldrig læst helt til ende?
”Der er mange, for hvis en bog ikke fanger mig ret hurtigt, så dropper jeg den. Der er så mange andre gode bøger, som venter på at blive læst, og jeg har altid en lang liste. Jeg har aldrig forsøgt med mig med de store klassikere, men den seneste jeg opgav, var Jesper Wung Sungs ’En anden gren’, som jeg ellers havde glædet mig til at læse.”

Emneord: 
Litteratur