Skiftedag: "Her kan jeg sætte mine styrker i spil"

Det hele er nyt, interessant og givende.
Fie Marie Pedersen
Foto: Michael Drost-Hansen
Fie Marie Pedersen, 31 år

Nyt job: 1. sept 2019, sygeplejefaglig konsulent ved Den Sociale Udviklingsfond i Odense, hvor hun vejleder socialkonsulenter, som arbejder med unge og voksne, der kæmper med svære personlige og sociale problemstillinger.
Kom fra: Tre måneder i hjemmeplejen, Frederiksberg Kommune. Før det, Rigshospitalet: 3½ år på hjertemedicinsk intensivafsnit og 2½ år på hjertekirurgisk afdeling.

“Jeg syntes, jobbet lød spændende. Og meget anderledes end det, jeg kommer fra, som nok er standard for mange sygeplejersker, nemlig hospitalsarbejde og hjemmepleje.

Så da min ungdomsveninde Signe ringede den dag i juni, efter hun havde set på Facebook, at jeg havde opsagt min stilling som sygeplejerske, var jeg bestemt interesseret i at spise morgenmad med hende og høre mere om jobbet.

Jeg har været spejderleder for hende, da vi var helt unge, og hun kunne huske, at jeg havde nogle gode kompetencer og personlige egenskaber.

Det var ca. 10 år siden, jeg så hende sidst. I dag er hun også sygeplejerske og arbejder som socialkonsulent i Den Sociale Udviklingsfond, der lige stod og manglede en sygeplejerske, som kunne være mig.

Jeg var i en periode, hvor jeg bevidst havde opsagt min stilling for at give mig selv tid til og mulighed for at tænke over, hvad jeg egentligt skulle med mit arbejdsliv. Jeg havde efter 6½ år som sygeplejerske ikke lyst til at komme tilbage til hospitalsverdenen, til trods for at jeg længe troede, at jeg skulle være intensivsygeplejerske.

Jeg kunne ikke stå inde for den sygepleje, som rammerne tillod, og jeg ville som sygeplejerske ikke gå på så stort et kompromis med den gode sygepleje. Jeg blev derfor nødt til at stoppe op og mærke efter. Men hvor skulle jeg så hen?

Jeg var åben for nye muligheder. Så opkaldet fra Signe kom på et rigtig godt tidspunkt. Jeg var godt i gang med et kommunikation- og stemmetræningskursus for at blive en dygtigere formidler. Og det skulle sidenhen vise sig at blive brugbart i mit nuværende job. For en stor del af mit job handler om vejledning og formidling

Jeg rådgiver socialkonsulenter i, hvordan man dokumenterer sundhedsfagligt, tænker sundhedsfremmende, og hvordan man håndterer medicin. De har deres daglige gang med mennesker med særlige behov, f.eks. unge med autisme, skizofreni, angst, PTSD og dobbeltdiagnoser.

Vi har alt fra botilbud med døgnforanstaltning til mentorordninger. Jeg har ikke nogen patient- eller borgerkontakt.

Kun når jeg møder dem i forbindelse med mine møder rundt i landet med socialkonsulenterne, og igennem dem får jeg også en snert af borgerkontakt.

Det hele er nyt, interessant og givende. Og det er et helt andet felt, hvor jeg kan sætte mine styrker i spil på en ny måde.

Så jeg er meget taknemmelig og glad for, at min tidligere spejderveninde ringende den sommerdag i juni måned. Det her er en helt ny vej for mig.”

Savner du inspiration til karrieren?

Hent råd og vejledning om karriere og jobsøgning på dsr.dk. Som medlem kan du booke tid til personlig sparring om jobsøgning, efter- og videreuddannelse eller karrieremuligheder.

Læs mere på dsr.dk/job-og-karriere

 

Emneord: 
Socialsygepleje