Studerende i praksis: " ... jeg så, at patientperspektivet slet ikke var blevet medtænkt"

En hurtig etiket på patienten, så er hun eller han placeret. Men spørg ind til patientens perspektiv i stedet for, så kan mange misforståelser undgås.

Portrætbillede af Sarah Bregnhøj
Sarah Bregnhøj, 6. semester - UC Diakonissestiftelsen
Privatfoto
”Tudeprinsesse”, ”pivskid”, ”sengekær”.

Blot et par eksempler på ord, jeg har hørt sundhedsprofessionelle bruge om patienterne.

Vi havde en patient, som ikke var meget for at blive mobiliseret efter operation. Hun skulle op af sengen og ud at gå på gangen, men det ville hun ikke.

Da vi jo har vores faglige viden om, at det er bedst at komme ud af sengen så hurtigt som muligt for at forebygge sengelejekomplikationer, blev vi ved med at motivere hende og skubbe på.


Vi havde stillet vores faglige viden til rådighed; vi havde forklaret hende, hvorfor vi mente, at hun skulle ud af sengen. Lige meget hjalp det. Det var der ingen af sygeplejerskerne, som kunne forstå, og frustrerede blev de derfor også.

På mit kliniksted arbejder vi studerende meget med den Pædagogiske Reflektionsmodel (PRM). PRM er en metode til at kvalificere sygeplejen og til at understøtte klinisk beslutningstagen og klinisk lederskab.

Den er baseret på både teoretisk og forskningsbaseret viden, klinisk viden og patientens perspektiv. Metoden illustrerer altså de vidensformer, som indgår i en klinisk sygeplejefaglig beslutning, og den sætter samtidig fokus på, hvilken vidensform sygeplejersken mangler, eller som hun/han ikke har afdækket tilstrækkeligt.

Med PRM som udgangspunkt så jeg, at patientperspektivet slet ikke var blevet medtænkt. Hvad var vores patients perspektiv egentlig på at skulle mobiliseres? Og hvorfor virkede hun så modvillig?

Jeg gik ind på hendes stue og begyndte at spørge hende, hvad der lå til grund for, at hun ikke følte for at komme ud af sengen.

Det viste sig, at der var flere grunde. Bl.a. var det hendes oplevelse, at de sundhedsprofessionelle ikke tog hensyn til, hvornår mobiliseringen passede ind i hendes program for dagen, og når hun så skulle have hjælp til at blive mobiliseret, foregik det i et tempo, hvor hun ikke kunne følge med.

En anden årsag dukkede op, efter vi havde talt sammen i nogen tid: hun var faktisk meget bange for blod, og hun havde netop erfaret, at når hun kom ud af sengen, ja så sivede der blod fra hendes cikatrice.

For mig gav det hele mening nu. Ud fra disse årsager var det da meget forståeligt, at hun ikke havde lyst til at blive mobiliseret.

Jeg oplever ofte, at sundhedsprofessionelle er hurtige til at sætte etiketter på patienterne, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er noget, man virkelig skal passe på med. Som sygeplejersker ved vi aldrig, hvilke forskellige bevæggrunde vores patienter har, før vi spørger ind til deres perspektiv.

Sarah Bregnhøj er sygeplejestuderende på 6. semester på UC Diakonissestiftelsen

Emneord: 
Sygeplejestuderende