Skiftedag: Jeg kommer ud til de hjemløses verden

“Det er skræmmende og grænseoverskridende at skulle indlægge en patient på akut gule og røde tvangspapirer. Men hvis man holder fokus på, at vi er fagligt kompetente til at vurdere, hvad der tjener patienten bedst, så er jeg aldrig i tvivl om, at det er det, der skal til.

Vi tvangsindlægger på akut gule papirer, hvis vi har en forventning om, at patientens tilstand ellers meget snart vil forværres fysisk eller psykisk, eller på røde papirer, hvis patienten er til fare for sig selv og andre. Her har vi politiet med. De gule har vi en del af, og en gang imellem må vi tvangsindlægge på røde papirer.

Men det er mere normalt, at jeg kommer ud til patienterne, og så modtager de frivilligt deres behandling.

Vores vigtigste opgave er at lindre deres psykotiske tilstand og gøre det tåleligt at være i den forpinte verden, de kan være i, hvor de jo ofte hører stemmer eller ser ting, der ikke er der. Vi skal gøre os synlige, så de hjemløse trygt kan henvende sig til os.

Så selvom jeg har indlagt en patient på akut gule papirer imod hans vilje, så kommer jeg ud og besøger ham på hospitalet. Og jeg følger op og ser ham igen senere på herberget og hjælper med at udlevere den antipsykotiske medicin, han har brug for den kommende uge.

Da jeg så stillingen, tænkte jeg: “Findes det job virkeligt?” Jeg var klar til at søge stillingen, for jeg havde været 10 år i Center for Seksuelle Overgreb, så der skulle ske noget nyt. De seksuelle overgreb begyndte også at fylde for meget. Det er en noget dyster verden. Det er hjemløseverdenen også, men når det er meget hospitaliseret, så har man ikke rigtig fornemmelsen af, hvordan deres hverdag og liv i virkeligheden er. Det savnede jeg.

Så for to år siden skiftede jeg speciale og startede så faktisk her i gadeplanspsykiatrien i et barselsvikariat, og derefter var jeg et halvt år i et psykiatrisk ambulatorium, inden jeg landede det faste job, jeg har nu.

Som psykiatrisk gadesygeplejerske kommer jeg ud til de hjemløses verden og skal handle bedst muligt inden for de rammer, der er. Det er en kæmpe udfordring. Og det er helt skelsættende, at vi ikke har nogen base. Behandlingen foregår oftest til skue for andre. Det tror jeg ikke sker andre steder. Man behandler normalt bag lukkede døre.

Vi dækker hele København, Tårnby og Frederiksberg, og vi tager imod henvendelser fra bekymrede samfundsborgere, men især også fra ansatte i Hjemløseenheden og bestemte herberger og natcaféer. Vi gør meget ud af at supervisere og opbygge et godt samarbejde med de ansatte på hjemløseområdet, så de hjemløse får den hjælp, de har brug for.

Mit arbejde handler meget om at være synlig derude og pleje relationerne, så vi får spredt budskabet om, at vi er der for at hjælpe de hjemløse.”