Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Observation: Pusterum

Sygeplejersken 2020 nr. 13, s. 60

Af:

Lotte Edberg Loveless, journalist

sy13-2020_observation

”Det her er det tætteste, jeg kommer på rigtig omsorg,” siger én af brugerne på Værestedet i Aarhus.

Her får udsatte bogere hver torsdag massage af sygeplejerske Zigne Holm. Lidt lindring til hårdtprøvede kroppe og et 
pusterum fra et kaotisk liv.

 

Zigne Holm arbejder som selvstændig, men har ni års erfaring som kommunalt ansat gadesygeplejerske. Hun var derfor ikke i tvivl om berettigelsen, da hun fik idéen til massage-projektet for et par år siden.

”Når du bliver berørt, føler du dig set, hørt og anerkendt som menneske. Det er præcis det modsatte af, hvad udsatte oplever i hverdagen,” siger hun.

Massagen består af lette tryk og strygninger uden på tøjet. 

Reaktionerne på massagen er helt håndgribelige, fortæller Zigne Holm:

”Jeg kan mærke, hvordan vejtrækningen ændrer sig, og kroppen giver slip under mine hænder. Det er fantastisk at se forandringen, når de rejser sig bagefter. De er glade og utroligt taknemmelige.” 

Roen forplanter sig også på Værestedet, hvor lunten ellers kan være kort, fordi mange er i konstant alarmberedskab. Afslappede brugere betyder færre konflikter.

”Berøring lindrer og skaber tillid. Den påvirker vores trivsel og sundhed. Netop derfor er massage et oplagt redskab for sygeplejersker,” siger Zigne Holm, der også arbejder på at udbrede konceptet til ældre på plejehjem.