Studerende i praksis: " ... det kan være nødvendigt at tage skyklapper på for at se et problem helt isoleret ... "

Det kræver viden og erfaring at skelne væsentligt fra uvæsentligt for at kunne prioritere sygeplejen til en akut dårlig patient. Det lærer en studerende i mødet med en jævnaldrende patient.

Marie Colding Laursen
Marie Colding Laursen
Privatfoto
Jeg har i de seneste otte uger været i praktik som 2. semesterstuderende i en akutmodtagelse.

Der har været meget akutte og voldsomme oplevelser, men noget af det der har gjort størst indtryk på mig i løbet af praktikken, var en kvinde, som havde stukket forkert under sit heroinfix.

Hun har sat sig fast i min bevidsthed, som hun stod der og skreg om hjælp uden at sige en lyd.

Det, der gjorde så stort indtryk på mig, var, at vi stod to kvinder i starten af tyverne på samme sted og på samme tidspunkt, men alligevel var der en verden til forskel på, hvorfor vi var netop dér.

Nogle tilfældigheder har gjort, at jeg stod i en hvid kittel med en begyndende autoritet, og hun stod med rødsprængte og livløse øjne i et liv, der skulle sløres med heroin.

Det var, som om al den teori, vi havde lært på sygeplejerskeskolen indtil videre, pludselig kom til kort: Oplevelsen af at stå foran en så sårbar jævnaldrende kvinde, som stod der sammenkrummet, med pjusket hår og nogle øjne, der stirrede lige igennem mig.

I sådan en situation kunne jeg ikke trække på teorier om kommunikation eller pleje og omsorg.

Det var, som om denne person ikke var medtænkt som et af de mennesker, man møder ude i virkeligheden.

Som ikke-færdiguddannet sygeplejerske følte jeg mig pludselig utilstrækkelig, fordi denne kvinde havde brug for alt andet end en studerendes spinkle viden om teorier og menneskekunnen, fordi kvinden allerede var faldet igennem velfærdssamfundets finmaskede net.

Mødet med kvinden på akutafsnittet viste mig, at det som sygeplejerske kan være nødvendigt at tage skyklapper på for at se et problem helt isoleret.

I dette tilfælde havde kvinden skudt heroin i vævet i stedet for i en vene, og det var det, der var klinisk fokus på.

Modsætningen er den rendyrkede teori, hvor heroin hverken skal være i væv, i blodårer, eller overhovedet i en ung kvindes bevidsthed.

Jeg har meget stor respekt for, hvad sygeplejersker er i stand til i sådan en situation, nemlig at kunne fokusere på det allervigtigste i mødet med en patient.

Relevansen af både teori og praksis er blevet tydelig for mig, fordi jeg som studerende er i gang med at opbygge den viden og erfaring, der skal til for at blive en dygtig sygeplejerske. Jeg kan ikke redde hele verden.

Men som færdiguddannet sygeplejerske vil jeg kunne bidrage med min brik til det store puslespil, som er med til at kunne hjælpe mennesker som denne kvinde med de livløse øjne, der gjorde så stort indtryk på mig.

Marie Colding Laursen er sygeplejestuderende på 2. semester, VIA Viborg.

Emneord: 
Sygeplejestuderende