Dødstrusler, mobning og utålelige arbejdsforhold

Amnesty International beretter om overfald, knægtelse af ytringsfrihed og manglende værnemidler blandt sundhedsarbejdere i aktuel rapport om forholdene under coronakrisen i Nord-, Mellem- og Sydamerika

Hvor situationen med spredning af Covid-19 tegner til at være under kontrol og nærmest faldende i Europa, så er der lige nu tegn på, at smitten først nu for alvor har nået det amerikanske kontinent regnet fra Canada i nord til Chile og Argentina i syd, inklusive Caribien.

spl072020_akt_amnesty-intMenneskerettighedsorganisationen Amnesty International har fulgt den alvorlige situation og har netop udgivet en rapport om arbejdsforholdene for ansatte i sundhedsvæsenet i regionen under coronapandemien.

Fysiske overfald

Fysiske overfald på sundhedsarbejdere, dødstrusler, nægtelse af adgang til offentlige transportmidler, mobning og udelukkelse fra deltagelse i det øvrige samfundsliv er blandt de forhold, som rapporten beskriver. Alle nævnte forhold er relateret til befolkningens frygt for, at sundhedsmedarbejderne kunne viderebringe smitte til omverdenen.

I Bogotá, hovedstaden i Colombia, måtte en læge søge beskyttelse hos politiet på grund af dødstrusler malet hen over væggen på hans bolig, og i El Alto, Bolivia, kastede en gruppe borgere sten mod to lokale busser, som transporterede sundhedsarbejdere væk fra deres arbejdsplads, et hospital.

Arbejdsdage uden pauser

Rapporter om helt urimelige arbejdsforhold er også tilgået Amnesty International.

En læge på et hospital i Mexico City blev nægtet at indtage føde og drikke i løbet af arbejdsdagen, fordi hun først skulle afføre sig sin beskyttelsesdragt, siden desinficere sig selv og senere tage en ny beskyttelsesdragt på. Det tog for lang tid, mente hospitalsledelsen.

Og den samme oplevelse har en sygeplejerske i Paraguay berettet om. Han måtte udstå en 12-timers arbejdsdag uden mad og drikke indpakket i en beskyttelsesdragt.

Utilstrækkelige værnemidler

Fra flere lande meldes om varierende grader af manglende og/eller utilstrækkelige, personlige værnemidler og om sundhedsarbejdere, som er tvunget i arbejde i utilstrækkelig eller manglende beskyttelse. Rapporten fremhæver beretninger om rengøringspersonale, som helt uden beskyttelse indsamler hospitalsaffald, som bærer smitte.

Whistleblowere forfølges

Endelig fremhæver rapporten, at det at gøre omverdenen opmærksom på problemerne er risikofyldt. Fyringer og trusler om fyringer dokumenteres, ligesom det fremhæves, at sundhedsarbejdere i mange lande har frygtet at tale med aktivister fra Amnesty International om problemerne.

I USA har det vakt opsigt, at en sundhedsassistent, Tainicka Somerville, er blevet fyret fra et plejehjem i staten Illinois, fordi hun i et Facebookopslag sammen med kolleger fortalte om problemerne med manglende værnemidler på deres arbejdsplads, et plejehjem.

Læs rapporten ”The Cost of Curing: Health workers’ rights in the Americas during Covid-19 and Beyond”

Emneord: 
Menneskerettighed