Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Mangel på sygeplejersker lukker psykiatrisk afsnit i Aabenraa

Sygeplejersken 2021 nr. 4, s. 8

Af:

Anne Witthøfft, journalist

Et stort arbejdspres, vold, trusler samt manglende ressourcer og mistillid til ledelsen har fået ansatte til at flygte fra Psykiatrisk Afdeling Aabenraa. 

Det skriver avisen JydskeVestkysten.

I september sidste år skrev 11 tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter et bekymringsbrev til psykiatriledelsen om et øget arbejdspres, som førte til en ringere behandling af patienterne og bragte patientsikkerheden i fare. Ifølge JydskeVestkysten har det ført til et stigende antal genindlæggelser og øget brug af tvang.

I december måtte ledelsen lukke et helt sengeafsnit ned, fordi der var 25 ubesatte stillinger. Trods en større rekrutteringsindsats var 20 stillinger stadig ubesat pr. 1. februar – 16 af dem sygeplejerskestillinger.

Rejst i frustration

Oversygeplejerske Anne Eisenhardt siger til avisen, at hun erkender, at nogle medarbejdere er rejst i frustration. Men siger også, at mange er blevet i troen på, at det bliver bedre, og at meget er blevet bedre siden september.

Ifølge Jydske Vestkysten fik ledelsen fredag den 19. marts et opbakningsbrev med 31 underskrifter fra overlægegruppen, funktionslederne og stabsmedarbejderne.

Men mandag den 22. marts gentog tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter svarende til ca. 90 af de ansatte deres mistillid til ledelsen. Sygeplejersken sendte bladet til tryk den 23. og onsdag den 24. marts var ledelsen indkaldt til ekstraordinært møde i regionens Psykiatriudvalg.