Skiftedag: "Hvorfor sidder vi her i dag?"

”Jeg havde en kollega, Susan, på ungdomspsykiatrisk afdeling. Hun var dygtig.

Og jeg var meget inspireret af hende. Hun fik job her i Novaví, og efterfølgende tog hun nogle gange vagter på ungdomspsykiatrisk døgnafsnit.

Der hørte jeg om hendes nye spændende arbejde. Det satte tankerne i gang.

For vi havde på det tidspunkt lige fået vores første barn, og da min kæreste også er sygeplejerske og har mange skiftende vagter, trak det virkelig med et nyt arbejde.

Og så jeg trængte også til at udvikle mig fagligt. Så jeg tog kontakt til Susan for at høre, om de overhovedet ville kunne bruge sådan en som mig.

Hun fik hurtigt overbevist mig. Og det viste sig, at der faktisk lige på det tidspunkt var en opslået stilling. Så jeg søgte  og fik stillingen.

Jeg hjælper en fast patientstamme ud fra kognitiv adfærdsterapi.

Patienterne kommer hos mig i samtaleterapi, fordi de ønsker at stoppe eller reducere deres forbrug af alkohol.

Det er forskelligt, hvordan folks behov er. Så jeg starter altid med at spørge: Hvorfor sidder vi her i dag?

Jeg taler både med ham, der ikke kender til andet end øl, og som har haft en svær opvækst, den unge kassemedarbejder fra Netto og den 40-årige businessmand med eget firma, kone og børn, som drikker, fordi han er stresset. 

Vi har også mennesker med psykiske udfordringer og psykiatriske diagnoser som paranoia og skizofreni. Og der er jeg glad for, at jeg kan trække på min erfaring fra psykiatrisk afdeling. Jeg har dagvagter, og to vagter om ugen er til kl. 19.

Ellers arbejder jeg ikke i weekender, om aftenen, om natten og på helligdage. Det giver en ro på hjemmefronten.

En gang om ugen har jeg akutvagten, hvor de nye kommer ind til afrusning og opstart af journaler, inden de kan begynde selve samtaleterapien.

Og udover samtalerne har vi også samarbejdet med kommuner og andre kontakter. Vi har også en læge, der står for den medicinske del.

På døgnafsnittet var der ikke de samme udviklingsmuligheder. Her er jeg selv mere ind over behandlingen, og jeg ser patienterne starte i behandling og slutte. Jeg har også bedre tid til at gå i dybden med mine patienter. Det er en stor gevinst for mig. 

Derudover er her mere ekstrauddannelse, og der bliver gjort meget ud af supervisionen. En gang om måneden har vi tre timers fælles sparring med to forskellige psykologer.

Det giver nye vinkler på vores behandling og på vores metoder. Og det kommer i sidste ende patienterne til gode. Jeg kan se, at de udvikler sig.

Der var én, der sagde til mig: “Det her er første gang, at jeg har følt mig hjulpet i mit liv.” Det er så givende. Det er jo også derfor, man vælger at blive sygeplejerske  for at se en effekt af sit arbejde.

Her kommer jeg virkelig i mål med mine ting.”