Skiftedag: "Mit arbejde er min hobby"

"Vi har ikke et pensum, så eleverne har skuldrene helt nede. Der er plads til refleksion og tid til, at vi kan dykke ned i det, der lige optager os."
Christoffer Troelsgaard omgivet af elever
Foto: Mikkel Berg Pedersen
Christoffer Troelsgaard, 39 år.

Nyt job: Februar 2019 på Rønde Højskole, hvor han underviser på både den studieforberedende linje Sygepleje & Medicin og på linjen Adventure, hvor pulsmåler og bøger er skiftet ud med grønlændervendinger, bålmad og klatreudstyr.
Kom fra: Tre år som anæstesisygeplejerske på Operation og Intensiv, Randers Sygehus. Før det bl.a. akutmodtagelse, børneintensiv og hospital i Sierra Leone.

”Wow, kan man det? Det var min første tanke, da jeg så stillingen.

For her kunne jeg pludselig kombinere min store fritidsinteresse for naturen med mit arbejde som sygeplejerske.

Jeg var egentlig ikke rigtig jobsøgende, for jeg var glad for at bedøve, havde dejlige kollegaer og var på en god afdeling.

Men jeg havde undervist på sygehuset og i Afrika og ville gerne gå videre ad den vej.

Og så var der hele naturdelen. Alt i alt trak jobbet så meget, at jeg hurtigt fik skrevet en ansøgning.

På linjen Sygepleje & Medicin runder vi alle mulige aspekter af dét at arbejde med mennesker. Vi har anatomi, kommunikation, sygdomslære og fysiologi.

Vores formål er at inspirere og give eleverne et fagligt forspring og fundament at stå på, når de starter på deres uddannelse - hvad enten de overvejer at blive læge, sygeplejerske eller jordemoder.

Og så er vores fornemmeste opgave at kvalificere deres valg af uddannelse, og derfor har vi også jordemødre og medicinstuderende ude at undervise. 

Vi har ikke et pensum, så eleverne har skuldrene helt nede. Der er plads til refleksion og tid til, at vi kan dykke ned i det, der lige optager os.

F.eks. har jeg lige undervist i emnet kredsløb og blod her under coronapandemien, hvor meget i perioder har været over skærm. Den anden halvdel af tiden underviser jeg i friluftsliv og adventure.

Her er vores filosofi det nære eventyr. Naturen er lige i vores baghave. Man behøver ikke at rejse til Bali for at få natur. Man kan godt bare tage på vandretur i Thy, tænde et bål eller tage på tur i kano.

Det handler om at få alle med, men vi udfordrer dem også til at overkomme ting, de ikke havde troet, de kunne. Mange har f.eks. ikke oplevet en solopgang uden at have været på vej hjem fra fest.

Men når de prøver at overnatte udenfor og ser solopgangen, eller når de lærer at tænde et bål, så finder de ud af noget om sig selv.

Mange får oplevelsen “wow, kan jeg det…? Så kan jeg nok også alt det andet i mit liv, der kan virke svært”.

Det er en unik stilling. Jeg føler mig enormt heldig over at få lov til at lave min hobby på mit arbejde. Jeg var på min første sejltur, da jeg var tre år.

Siden har jeg været så meget som muligt i naturen og har bl.a. været spejderleder og har certifikater i kajak og klatring.

Min eneste overvejelse i forhold til stillingen var det her med at gå fra klinikken til undervisning og miste den daglige træning og dygtiggørelse i at bedøve.

Det er bagsiden, men jeg tager vagter en gang imellem for at holde det ved lige. Og jeg har ikke fortrudt. Tværtimod. 

Vi underviser en masse, men næsten halvdelen af tiden går med tilstedeværelse, hvor jeg hænger ud med de unge, hygger og laver fede aktiviteter. Jeg glæder jeg mig, hver eneste dag jeg kører på arbejde.” 

Savner du inspiration til karrieren?

Hent råd og vejledning om karriere og jobsøgning på dsr.dk Som medlem kan du booke tid til personlig sparring om jobsøgning, efter- og videre-uddannelse eller karrieremuligheder.

Læs mere på dsr.dk/job-og-karriere