Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

ICN: Interesse for sygeplejefaget bliver overskygget af lønutilfredshed

Dårlige løn- og arbejdsvilkår kan gøre det sværere at rekruttere sygeplejersker i fremtiden, lyder det fra den internationale sygeplejerskeorganisation, ICN.

Sygeplejersken 2021 nr. 6, s. 8

Af:

Emma Tram, journalist

sy6-2021_akt_icn-og-loenproblemer

På et pressemøde i april fremlagde sygeplejerskernes internationale organisation ICN (International Council of Nurses) en rapport, som viser, at hele 20 pct. af de nationale sygeplejeorganisationer har oplevet væsentlige bekymringer og uro pga. sygeplejerskers løn.

En af de organisationer er Dansk Sygeplejeråd, der afsendte konfliktvarsel den 22. april, efter at medlemmerne havde stemt nej til overenskomstaftalen for de ansatte i regioner og kommuner.

Rapporten fra ICN advarer om, at de mange konflikter kan få kommende sygeplejestuderende til at ændre mening, selvom covid-19-pandemien har tydeliggjort, hvor vigtigt sygeplejerskernes arbejde er, hvilket kan aflæses i øget interesse for sygeplejeuddannelserne rundt om i verden.

Også i Danmark har der været fornyet interesse for sygeplejefaget. Men her tvivler hver femte sygeplejestuderende og hver fjerde nyuddannede sygeplejerske dog på, at de stadig vil være i faget om fem år.

Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd, sagde på pressemødet, at der skal findes en løsning på de danske sygeplejerskers løn:

”Vi har varslet konflikt, fordi det er på tide at få ligeløn mellem kvinde- og mandsdominerede fag med samme uddannelseslængde, og det er på tide at få økonomisk anerkendelse for sygeplejerskernes hårde arbejde."

"Investér i sygeplejerskers løn og uddannelse"

Danmark er langt fra det eneste land, hvor sygeplejersker er - eller snart bliver - en mangelvare. På verdensplan vil der mangle hele 10 millioner sygeplejersker i løbet af det næste årti. 

ICN's formand Anette Kennedy opfordrede derfor på pressemødet regeringer verden over til at gøre noget ved sygeplejerskernes løn:

”At være sygeplejerske er det mest givende job på jorden. Men sygeplejersker skal også kunne betale deres regninger og brødføde deres familier. Så i dag opfordrer jeg regeringer til at investere i sygeplejerskers løn og uddannelse – for nu og for fremtiden.”