Læserbrev: En guldgrube af lokal viden

"Vi synes, det er ærgerligt, at Stinne Glasdam tager imod opfordringen til at anmelde en antologi uden at læse de præmisser, som bidragene til antologien er rundet af, og som eksplicit er beskrevet i bogens forord."

Kommentar til boganmeldelser i Sygeplejersken nr. 11/2021 og nr. 5/2021

Anders Juhl Rasmussen m.fl. undrer sig over Stinne Glasdams anmeldelse af forskningsantologien ’Narrativ medicin i uddannelse og praksis’ i Sygeplejersken nr. 11/2021.

Som redaktører ønsker vi at give udtryk for en tilsvarende undren over samme anmelders anmeldelse af den forskningsbaserede antologi ’Menneske – sundhed, samfund og kultur’ i Sygeplejersken nr. 5/2021.

Vi synes, det er ærgerligt, at Stinne Glasdam tager imod opfordringen til at anmelde en antologi uden at læse de præmisser, som bidragene til antologien er rundet af, og som eksplicit er beskrevet i bogens forord.

Som det fremgår af forordet, har hensigten med bogen været at tydeliggøre og samle eksisterende forskningsbaseret viden fra de mange forskellige fagområder, som har relevans for sundhedspraksis i Grønland, bl.a. psykologi, pædagogik, sygepleje, folkesundhedsvidenskab, ledelse og organisation, forskningsmetoder og etik.

Bogen fremstår derved som et væsentligt grundlag for det videre arbejde med udvikling af forskningsbasering af den grønlandske bacheloruddannelse i sygepleje ved Grønlands Universitet.

Som det fremgår af forfatterpræsentationerne, har alle forfattere ud fra forskellige perspektiver indgående kendskab til grønlandske forhold.

Det er netop dette kendskab, som er antologiens styrke, og for os, som arbejder i Grønland, er bogen en guldgrube af lokal viden som basis for de grønlandske uddannelser ved deres eget universitet.

Det budskab har en overlæge og psykiater med indsigt i det grønlandske sundhedsvæsen fanget i sin anmeldelse i Ugeskrift for Læger 20. september 2021.

Ifølge hende giver bogen udtryk for relevante ambitioner for sundhed og forebyggelse, men også er realistisk over for udfordringerne i det grønlandske samfund.

Måske er det denne indsigt/ydmyghed som mangler, når Stinne Glasdam udtaler sig om uddannelse og undervisning i Grønland. 

Trine Aagaard er sygeplejerske, ph.d., og seniorforsker ved Grønlands Center for sundhedsforskning, Grønlands Universitet, og Lise Hounsgaard er professor ved Institut for Sygepleje og Sundhedsvidenskab, Ilisimatusarfik / Grønlands Universitet og OPEN, Institute of Clinical Research.