"Det er virkelig ensomt at være blandt mennesker, som seriøst er på en anden planet"

Det er både svært at være patient og sygeplejerske i en psykiatri, som skal rumme alle. Formår sygeplejersken at se mennesket bag diagnosen, kan det gøre en stor forskel.
Anna Juul
Foto: Asger Ladefoged/ritzau Scanpix

Pludselig forsvandt vejen foran hende, når hun gik på gaden, og på et tidspunkt kunne hun ikke kende sin ekskæreste i flere sekunder, selvom han sad lige foran hende. Det var nogle af de psykoser, som var begyndt at komme. 

29-årige Anna Juul havde gået til privatpraktiserende psykiater, siden hun var 18 år. Den selvskadende adfærd havde hun haft, siden hun var endnu yngre. 

Det var i sommeren 2018, da selvmordstankerne blev til selvmordsplaner, at hun blev indlagt første gang på et lukket psykiatrisk afsnit på Bispebjerg Hospital. 

Anna Juul er forfatter, uddannet manuskriptforfatter og satiriker. Og så taler hun gerne åbent om sin diagnose, skizoaffektiv, og sine erfaringer med psykiatrien i medierne. 

Hun stiller sig kritisk over for flere ting. Bl.a. hvad formålet er med at samle patienter med meget forskellige, psykiatriske problemstillinger på samme afdeling. 

”Jeg synes, at det var enormt mærkeligt at være indlagt med selvmordstanker og -planer og så møde en person ude i rygeskuret, som forsøgte at overbevise mig om, at jeg kunne flyve,” fortæller hun. 

En skæv interaktion 

Morten Sau er sygeplejerske og har arbejdet i mange år på lukkede, psykiatriske afdelinger i henholdsvis Hillerød og Frederiksberg.

Han har mødt ”alle” psykiatriske diagnoser. Personer diagnosticeret med skizofreni, depression, bipolar lidelse, angst, personlighedsforstyrrelse og demens. Nogle, der var på alkoholafrusning, og udviklingshæmmede, som ikke kunne rummes på deres bosted. 

”Mange er jo tit på en psykiatrisk afdeling, fordi de ikke kan være andre steder – og ikke altid fordi, der er et klart behandlingsperspektiv,” siger Morten Sau. 

Han genkender billedet af, at de forskellige tilstande kan have en negativ virkning på nogle af patienterne. 

”Nogle patienter tænker, at det er sådan et sted, hvor man kan få ro. Andre kommer der bestemt ikke for at få ro og er der måske imod deres vilje. De interagerer på en skæv måde, og det medfører et ret højt angstniveau blandt patienterne,” fortæller han. 

De forskellige tilstande giver også udfordringer for de ansatte. 

 ”Der er nogen, man er nødt til at tale med meget store bogstaver overfor, og så er der andre, man skal prøve at engagere. Som gerne vil isolere sig og bare ligge og vente. De skal ud og have nogle stimuli, ud og føle en eller anden mening ved at have kontakt med andre,” siger han. 

Det handler om tid

Lene Lauge Berring er sygeplejerske og forskningsleder ved psykiatrien Region Sjælland. Hun mener, at det er gammeldags at kategorisere psykisk syge ud fra diagnoser. To mennesker med den samme diagnose kan have vidt forskellige adfærd, og det er i stedet adfærden, man burde tage udgangspunkt i. 

Hun anerkender udfordringerne med at have med mange forskellige psykiatriske diagnoser at gøre, men mener, den store udfordring er, at der ofte mangler tid. 

”Der er for mange patienter på for lidt plads med for lidt personale til at hjælpe dem med det, de har brug for,” siger hun. 

Hvis tiden er til det, ved sygeplejerskerne godt, hvad de skal gøre. Det handler om grundlæggende principper i sygeplejen, som også gælder i somatikken – hvordan man kommunikerer med mennesker i krise. 

”Man tilgår patienter ved at være meget autentisk. Ved at vise, hvem man er som person. Ved at møde mennesket bagom sygdommen og ikke fortolke vedkommende som en sygdom, men se personen,” fortæller hun. 

Indlæggelse er ensomt 

For Anna Juul var det særligt én sygeplejerske, der gjorde en forskel. Én som netop formåede at se hende som individ, og som forstod, at hun godt kunne have det enormt skidt og have brug for hjælp, samtidig med at hun havde et arbejde og var nogenlunde funktionsdygtig i sin hverdag. Én som ikke satte sig på hug og talte til hende, som om hun var et barn, ligesom nogle af de andre ansatte gjorde. 

”Hvilket måske giver mening for nogle af de andre patienter, hvis de er meget væk fra virkeligheden. Men for mig virkede det umyndiggørende,” fortæller Anna Juul.

 Anna Juul ønskede dog ikke at være indlagt alene. 

”Jeg ville bare ønske, der var nogen, der fejlede det samme som mig. Til at snakke med og sige ”fuck, hvor er det nederen at være her” til. Jeg kan godt have det enormt dårligt uden som sådan at miste kontakten til virkeligheden. Det er virkelig ensomt at være blandt mennesker, som seriøst er på en anden planet,” siger hun og fortsætter: 

”Måske mangler der en tredje slags afdeling. For mennesker, der ikke kan være ude i samfundet, men som heller ikke er så syge, at de ikke kan snakke med nogen andre.” 

Emneord: 
Psykiatri