Læserbrev: Den sidste sang er sunget

"Kredsbestyrelsen i DSR Kreds Midtjylland har pga. besparelser besluttet, at de fremover ikke kan finansiere dirigenten i koret De Syngende Sygeplejersker – tidligere kendt under navnet Piger i Pink."

Kredsbestyrelsen i DSR Kreds Midtjylland har pga. besparelser besluttet, at de fremover ikke kan finansiere dirigenten i koret De Syngende Sygeplejersker – tidligere kendt under navnet Piger i Pink. Koret ser sig derfor nødsaget til at lukke med udgangen af 2022 efter at have eksisteret i 22 år. 

Korets over 50 aktive medlemmer modtog beskeden i en mail fra kredsen den 27. september 2022 uden varsling. De fik dermed ikke en chance for at argumentere mod den drastiske handling. En lodret, bureaukratisk beslutning, som vi sygeplejersker desværre kender alt for godt fra den virkelige verden. 

De Syngende Sygeplejersker har i 22 år skabt sangglæde, fællesskab og været samlingspunkt for et væld af østjyske sygeplejersker og sygeplejestuderende. Koret blev dannet i 1999 ifm. DSR’s 100-års jubilæum og har siden dannet samhørighed på tværs af alder, specialer og toneleje. Koret har været det månedlige højdepunkt, som har bidraget med meget mere end korsang. Det har været et frirum fra vores travle, kliniske praksis. Et fagstærkt netværk, der har inspireret kommende kollegaer. Et mødested for seniorer, som har udvekslet minder fra et langt arbejdsliv. 

Dertil har koret spredt glæde og livsbekræftende toner på plejecentre, hospicer, hospitalsafdelinger og sammen med fængselsindsatte i Region Midtjylland. Men de muntre toner er nu desværre fortid. 

Korets årlige udgift udgør 17.000 kr. En udgift, som er tjent ind ved blot 2,5 sygeplejerskes årlige DSR-medlemskontingent! Større summer er der altså ikke tale om.

Medlemsflugt fra DSR har længe været et kendt problem, men spørgsmålet er nu: Hvordan vil I skaffe flere medlemmer, når I netop vælger usolidariske, økonomiske lappeløsninger, der sparer medlemsaktiviteter væk? Hvordan kan I kræve varige, økonomiske løsninger af politikerne, når I ikke engang selv kan finde frem til dem?

Lisbeth Tagmose og Nanna Vendelboe Gregersen skriver på vegne af De Syngende Sygeplejersker.

Svar:

Kredsformand Anja Laursen og kredschef Lotte Niebur, Dansk Sygeplejeråd Kreds Midtjylland, svarer:

De Syngende Sygeplejersker har i en årrække været et omdrejningspunkt for en gruppe sygeplejersker i Kreds Midtjylland, der har sang, musik og fællesskab i fokus. Vi anerkender den store glæde, det har skabt for medlemmerne at være en del af De Syngende Sygeplejersker, samt den glæde, koret spreder ved deres sang. 

Vi har som kreds været både glade og stolte over, hvilket engagement sygeplejersker har lagt i koret. Det vil vi som kreds gerne anerkende og rose. 

Det er ingen hemmelighed, at faldende medlemstal har udfordret økonomien voldsomt, hvilket har haft konsekvenser på en række områder i Kreds Midtjylland. 

Kredsbestyrelsen har haft til opgave at træffe beslutninger om besparelser på en række områder. Et nødvendigt arbejde for at få indtægter og udgifter i kredsen i bedre balance. Det er en udfordret økonomi, der er årsagen til besparelserne. 

Når det er sagt, så gør det stort indtryk på os at læse det indlæg, som repræsentanter fra koret har skrevet. Derfor har vi fra kredsens side også indbudt til en dialog med repræsentanter fra koret i forhold til at redegøre for vores beslutning.