Leder: "Sundhedsvæsen, sygepleje og sygeplejersker i fokus"

"Politikerne har fået øjnene op for udfordringerne i sundhedsvæsenet."

Folketingsvalget var bemærkelsesværdigt set med sygeplejerskeøjne. 

Sundhedsvæsenet var det største tema i debatterne op til selve valghandlingen. Og krisen i sundhedsvæsenet var det første tema i de efterfølgende politiske forhandlinger om, hvem der skal lede landet de næste fire år. 

Politikerne har fået øjnene op for udfordringerne i sundhedsvæsenet, og sygeplejerskerne har selv bidraget aktivt i valgkampen. Ikke kun som mødedeltagere. Hele 23 sygeplejersker/sygeplejerske-studerende stillede op til valget, og SYV sygeplejersker fordelt på fire partier blev valgt ind. 

Det vidner om et fantastisk engagement i vores fag og vilkår. Og det er godt, at de sygeplejefaglige kompetencer er blevet øget fra to til syv medlemmer af Folketinget. De kan nu indgå i de politiske debatter i landets øverste demokratiske forsamling.

I valgkampen blev der givet mange løfter om krisen i sundhedsvæsnet. Det afgørende er, at regeringen leverer en her og nu-plan til sundhedsvæsenet og også lægger planer for en langsigtet løsning på genopretning af sundhedsvæsenet. Det er ikke et enten eller, men et både og. 

Jeg er sikker på, at de fleste ved, at et centralt element i regeringens plan for sundhedsvæsenet skal indeholde muligheden for et markant lønløft. Sygeplejerskerne har brug for at se ind i en lysere fremtid, ellers får vi ikke løst krisen i vores sundhedsvæsen.

Emneord: 
Politik