Rebellen fra Ribe takker af

Tidligere næstforkvinde Anni Pilgaard glæder sig til at dyrke holdsport, være frivillig i Foreningsdanmark og læse krimier – samt lære italiensk.
”Bliv sammen”, er nu tidligere næstforkvinde Anni Pilgaards udgangsbøn til landets sygeplejersker om ikke at forlade Dansk Sygeplejeråd.. ”Kun i fællesskab kommer vi videre,” fastslår hun.
Foto: Søren Svendsen

”De ønskede i bund og grund ikke en rebel som mig som formand, så jeg blev høvlet igennem på den første generalforsamling.”

Anni Pilgaard husker tydeligt, dengang hendes fagpolitiske karriere for alvor tog fat i 1995, hvor hun blev valgt som formand for Dansk Sygeplejeråds kreds i det daværende Ribe Amt. Det gik ikke stille af blandt medlemmerne, for ingen havde regnet med, at hun ville gå efter formandsposten. Men det ville hun altså. Og blev valgt.

Hjertet sagde ja, fornuften nej

Nu 27 år senere har Anni Pilgaard har netop takket af fra en lang karriere i kampen for bedre forhold for landets sygeplejersker, senest som 1.-næstforkvinde i Dansk Sygeplejeråd. Hendes navn var ikke at finde på stemmesedlen ved valget af to næstforpersoner, som blev afsluttet i begyndelsen af november i år.

’Hjertet’ havde gerne taget fire år mere, men ’fornuften’ sagde stop, forklarer hun som årsag til, at hun ikke genopstillede ved valget.

Konflikt inspirerede til handling

Forud for valget som kredsformand for 27 år siden var gået en arbejdskonflikt i 1993, og som anæstesisygeplejerske på Esbjerg Sygehus lod hun sig rive med af konflikten, der – også dengang – krævede mere i løn og bedre arbejdsforhold. Anni Pilgaard var med til at organisere punktstrejker blandt landets anæstesisygeplejersker – ’ulovlige konflikter’ indrømmer hun – og hun stod for første gang på en stol i sygehusets kantine og holdt tale.

”Senere var vi tre sygeplejersker, som efter konflikten mødtes hjemme i mit køkken for at drøfte, hvordan vi kom videre. Vi var enige om, at en af os tre ville stille op som kredsformand. Og det blev så mig, der skulle forsøge sig.”

Blev hjulpet godt på vej

”Mit valg som kredsformand var ikke gået godt uden en efterfølgende meget stor hjælp fra de ansatte på kredskontoret. Jeg kom i ’mesterlære’, blev sendt på kurser i forhandlingsteknik, konfliktløsning og TR-kursus. I begyndelsen tav jeg, når der skulle forhandles. I dag kan jeg gøre op, at jeg har deltaget i flere end 1.200 forhandlinger. Så ’rebellen’ fik lært noget,” konstaterer Anni Pilgaard.

Som noget nyt i kredsen tog hun bl.a. initiativ til at holde medlemsmøder væk fra kredskontoret i Esbjerg, fordi afstandene var store selv i landets geografisk set mindste kreds. Og møderne blev holdt som fyraftensmøder, så dagvagterne ikke først skulle hjem, og aftenvagterne kunne møde lidt senere. Det var populært.

”Det gjorde, at medlemmerne kendte mig, og til generalforsamlingen i Esbjerg kom der hver gang 3-400 medlemmer ud af de 2.200 i kredsen,” husker Anni Pil-gaard med en vis stolthed i stemmen.

Verdens bedste job

Anni Pilgaard taler hurtigt – meget hurtigt – og gløden i øjnene er der fortsat, når talen falder på sygeplejersker:

”Sygeplejerske er verdens bedste job, og det ligger dybt i mit hjerte, at det er det ypperligste job, man kan kæmpe for. Hver eneste dag går sygeplejersker på arbejde for at hjælpe mennesker i krise, syge mennesker, livsfarligt syge mennesker og i tæt samarbejde med pårørende, som også er i krise. Det har været et privilegium, og jeg er ydmyg og taknemmelig over at have fået lov til at kæmpe sygeplejerskers sag,” betror den nu forhenværende næstforkvinde.

Men samtidig er hun helt på det rene med, at sygeplejersker i dag langt fra har verdens bedste vilkår at arbejde under.

Stemmer med fødderne

”De stemmer med fødderne for at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen,” konstaterer Anni Pilgaard om årsagen til den aktuelle mangel på sygeplejersker. Og ønsket fra mange sygeplejersker om at arbejde på deltid ser hun som en lønregulerende faktor for den enkelte:

”Arbejder du f.eks. fast kun fire dage om ugen, så kan du bruge den femte arbejdsdag i et vikarbureau og på én arbejdsdag tjene så meget, at du kan holde fri de resterende tre dage i måneden – og alligevel have tjent lige så meget, som hvis du var på fuld tid!”

Skal være frivillig

Anni Pilgaard skal nyde sit otium i det sydjyske, og planerne er mange. Først og fremmest glæder hun sig til at kunne deltage i holdsport, for det har der ikke været lejlighed til i mange, mange år. Og efter eget udsagn glæder hun sig til at ’betale tilbage’ som frivillig i Foreningsdanmark.

”Først og fremmest til børnebørnene, for det har jeg jo ikke kunnet i forhold til mine egne børn,” erkender hun.

Desuden ser Anni Pilgaard frem til at kaste sig over skønlitteratur – gerne krimier – som erstatning for al den faglitteratur, det har været nødvendigt at holde sig ajour med i årenes løb.

Og så vil hun dyrke en interesse for historie, først og fremmest den italienske:

”Jeg vil begynde at lære italiensk, for det viser en respekt for mennesker i et andet land, at man forsøger at lære deres sprog,” synes hun.

Bliv sammen

Som et sidste politisk statement har hun en dybfølt opfordring til alle landets sygeplejersker:

”Bliv sammen i fællesskabet. Jeg kan sagtens forstå, at der er en frustration og vrede blandt sygeplejerskerne, og at mange oplever, at DSR ikke har levet op til forventningerne. Men bliv sammen. Kun i fællesskab kan vi komme videre.” 

Hun synes, at med udmeldingerne fra den seneste valgkamp har ’Christiansborg’ aldrig været tættere på at bidrage til at løse problemerne.

”Jeg tror på det nu,” siger hun på vej ud af Kvæsthusets dør.