Skiftedag: "Ikke alle børn bryder sig om glasburet"

"Jeg har konsultationer og kontroller med børn og unge med astma og allergi."
”Jeg elsker kontakten og relationsdannelsen til børn. De er så umiddelbare,” synes Emma Svensson.
Foto: Per Morten Abrahamsen
Emma Svensson, 25 år

Nyt job: Den 25. august 2022, Astma- og Allergiambulatoriet for Børn, klinik 2 på Herlev Hospital, hvor hun hjælper børn og unge med astma og allergi.
Kom fra: 1½ år som basissygeplejerske på semiintensiv afsnit 5061 Børn og Unge med Infektions- og Organsygdomme på Rigshospitalet.

“I mit sidste job savnede jeg tid til relationsdannelsen. Jeg savnede tiden til det pædagogiske og tid til at gå mere i dybden og forklare ordentligt, hvad der skal ske i det enkelte patientforløb.

Jeg manglede virkelig også en afrunding på patientforløbene, for jeg vidste aldrig, hvad der blev af mine patienter. Selvom vi møder dem kortvarigt her i klinikken, så følger vi dem og deres behandling over en lang årrække, til de skal videre herfra. 

Jeg havde også en længsel efter, at det meste ikke handlede om liv og død, som i mit sidste job, hvor det hele var meget akut. Men det akutte er også spændende, og derfor er jeg glad for, at jeg er i børnemodtagelsen hver ottende weekend. 

En del af jobbeskrivelsen i Astma- og Allergiambulatoriet for Børn gik nemlig ud på, at man enten er på en sengeafdeling eller i børnemodtagelsen hver ottende weekend. Det er ret fedt. 

For selvom jeg virkelig elsker at dykke ned i et bestemt speciale og dygtiggøre mig inden for astma og allergi, så synes jeg også, det udfordrer mig på et andet plan at stå med det akutte. På den måde får jeg mulighed for at vedligeholde mine kompetencer. Så det var en ret nem beslutning, da jeg så det her job. Selvfølgelig skulle jeg søge det.

Jeg har konsultationer og kontroller med børn og unge med astma og allergi. Når de er under 15 år, er der altid en forælder med. Vi har samtaler om medicin, og hvordan det går. Vi laver bl.a. lungefunktionsundersøgelser og provokationer med fødevarer og penicillin, hvis der er mistanke om allergi. Vi laver også anstrengelsestest, hvor barnet løber op ad bakke på et løbebånd. Ud fra en lungefunktionstest kan vi se, om de bliver astmatiske af at løbe, og hvornår det sker.

Jeg elsker kontakten og relationsdannelsen til børn. De er så umiddelbare. Og så er det bare spændende både at skulle kunne kommunikere med teenageren, et barn på seks år og det lille barn på tre. Det kræver, at man kan kommunikere på forskellige planer. 

Vi har f.eks. en bodyboks, som er et glasbur, hvor børnene kommer ind, når vi laver lungefunktionstest. For der må ikke være noget, der påvirker den luft, de puster ind i røret inde i boksen. 

Men det er ikke alle små børn, som synes, det er rart at blive separeret fra deres forældre gennem en glasvæg. Derfor kalder vi glasburet for rumraketten og laver tit lidt sjov med det. På den måde ender det med, at mange synes, det er helt okay at komme ind i bodyboksen. 

Men der er forskel på en femårig og en treårig. En på tre år kan du ikke sende ind i “rumraketten” med mor på den anden side af glasset og spørge, er du klar til at flyve med rumraketten? Så panikker de selvfølgelig og tror, de skal sendes op gennem loftet og ud i rummet. Så her bruger vi en anden pædagogik og kommunikation. 

Det er megafedt, at der er så mange forskellige patienttyper, som vi møder ud fra lige præcis, hvem vi står over for.” 

Savner du inspiration til karrieren?

Hent råd og vejledning om karriere og jobsøgning på dsr.dk Som medlem kan du booke tid til personlig sparring om jobsøgning, efter- og videre-uddannelse eller karrieremuligheder.

Læs mere på dsr.dk/job-og-karriere