Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Faglig udvikling - på hospitalsskib i Senegal

Sygeplejerske, legetante og rengøringsassistent. Anæstesi-sygeplejerske Anni Helene Kanstrup havde mange roller, da hun arbejdede på hospitalsskibet Mercy Ships, hvor hun bl.a. var med til at forvandle en mand fra at være invalid til arbejdsdygtig. Arbejdet på skibet var i bogstavelig forstand lønnen i sig selv

Sygeplejersken 2022 nr. 14, s. 54-55

Af:

Ulla Abildtrup, journalist

sy14-2022_frivillig_anni-helene-kanstrup_mercy-ship

Ingen i Danmark går så længe med en tumor, at den til sidst er ved at kvæle dem, eller går rundt med en tumor på 1.600 gram på låret. Men det oplevede jeg på hospitalsskibet Africa Mercy i Dakar,” fortæller anæstesisygeplejerske Anni Helene Kanstrup. 

De to patienter var blandt dem, som den amerikansk-baserede internationale hjælpeorganisation Mercy Ships hjalp, mens Anni Helene Kanstrup var ombord i december 2019 og januar 2020.

”Jeg hørte om Mercy Ships ved et tilfælde, og da jeg altid søger efter faglige udfordringer, blev jeg interesseret,” siger Anni Helene Kanstrup.

”Jeg har været udsendt med Forsvaret og arbejdet i en lang række lande, men opgaven i Afrika var noget helt specielt,” siger den berejste sygeplejerske, der lige nu bl.a. er sygeplejerske på Endelave og Tunø.

Senegal - et lille land i Vestafrika
Senegal - et lille land i Vestafrika
Fra invalid til funktionsdygtig

Patienterne udvælges af Mercy Ships gennem besøg i landsbyer i Senegal, inden kirurgerne og sygeplejerskerne kommer ombord på hospitalsskibet. Manden med tumoren på 1.600 gram var næsten invalideret før operationen og kunne ikke deltage i familiens livsnødvendige markarbejde, men forlod hospitalsskibet fuldt funktionsdygtig.

Anni Helene Kanstrup deltog også i operationen af en ung mand uden næse. Kirurgerne delte simpelthen kraniet i to og byggede en næse op, og den unge mand kunne gå derfra som en næsten normalt udseende mand, efter at han havde været gemt væk i årevis.

”Cheflægen på hospitalsskibet sagde, ’Vi kan ikke ændre verden, men vi kan ændre verden for et enkelt menneske’, og det gav rigtig god mening for mig,” siger Anni Helene Kanstrup.

Opgaver udover det sygeplejefaglige

Et ophold på Mercy Ships er for egen regning og koster 400 dollars om måneden inklusiv kost og logi. Dertil kommer rejsen tur-retur. Alligevel besluttede Anni Helene Kanstrup sig for at spare op, så hun kunne komme afsted. 

”Jeg har videreuddannet mig inden for såvel intensiv som præhospital og vil gerne bruge min viden og erfaringer så bredt som muligt,” forklarer hun, og det ønske blev opfyldt i Dakar.

”Herhjemme er vi vant til at ringe efter en tekniker, når temperaturen i operationslokalet f.eks. bliver for høj. Men på Mercy Ships er man helt afhængig af, om der en frivillig til stede med netop de kvalifikationer, ellers må du selv løse problemet.

Faggrænserne er meget mere flydende, uden at det går ud over kvaliteten af behandlingen,” siger Anni Helene Kanstrup.

Hun roser skibets teamwork og har ingen sure miner over, at hun f.eks. var en del af rengøringsholdet hver fredag.

”Et ophold på Mercy Ships kræver pragmatisme i forhold til de opgaver, som ligger ud over det sygeplejefaglige. Der ser vi nok lidt mere skarpt på faggrænserne i Danmark, selvom tingene herhjemme også ændrer sig i takt med udfordringerne med at rekruttere og fastholde medarbejdere.”

Ikke blot en hat og et mundbind

Anni Helene Kanstrup havde arbejdsdage på både 10 og 12 timer, men der var også eftermiddage, hvor hun havde tid til at lege med børnepatienterne og tale med de voksne patienter om deres liv.

”I Danmark er jeg bare en hat og et mundbind for patienterne, på Mercy Ships var der nogle gange også tid til at gå på dækket og agere legetante for de mange børn, vi opererede. Deres senge var på hospitalsskibets vogndæk, men et par timer hver eftermiddag kom de op i den friske luft.”

”Det pædagogiske arbejde er jo ikke en del af min opgave herhjemme, men det fylder faktisk også, når jeg er ude med Forsvaret. Soldaterne opsøger mig typisk officielt for at få et godt råd om køb af en gave til kæresten derhjemme, men når vi så er kommet på tomandshånd, taler de ofte om deres hjemve, og de samtaler sætter jeg pris på.” 

Operation på højt niveau

Opholdet i Dakar har vist Anni Helene Kanstrup, hvordan man kan drive et sundhedsvæsen med meget små midler og under helt andre vilkår end de danske.

”Vi stod i et lavloftet lokale med elendig udsugning, men opererede på lige så højt niveau som i Danmark. Vi skal ikke implementere de arbejdsvilkår herhjemme, men det er interessant at se, at man kan løse opgaverne på mange forskellige måder og med færre ressourcer. Det kan vi godt lære af.”

Hun har også taget en stor rummelighed med sig hjem fra Afrika:

”Udlændinge kan have det svært på det danske arbejdsmarked både sprogligt og i forhold til en skepsis over for deres kvalifikationer. I dag møder jeg dem med en langt større forståelse, fordi jeg selv har været nødt til at italesætte min erfaring og uddannelse i udlandet. Min rummelighed inkluderer også andre faggrupper – ikke alle opgaver på et hospital kræver en akademisk uddannelse. Lad os bruge ressourcerne bedst muligt, så længe det er fagligt forsvarligt,” siger Anni Helene Kanstrup.