Studerende i praksis: " … det er ikke en bøf fra slagteren, jeg står og tager metal ud af"

Perfektion og procedure kan overskygge, at der er et menneske involveret i den procedure, studerende skal øve sig i.

Laura Amalie Ohmann Nielsen
Laura Amalie Ohmann Nielsen
Jeg startede min tid som sygeplejestuderende med adskilte borde pga. corona, en taske fyldt med tykke bøger og teori tung nok til at få de fleste sygeplejersker til at overveje indholdet:  

”Er det tre natrium-ioner og to kalium-ioner eller omvendt?” 

Spol frem til december: Tre ugers praktik på mave-tarmkirurgisk afdeling er lige overstået, og jeg sidder tilbage på skolebænken med tanken: ”Hvad har jeg lært ud over teori, udtagning af agraffer og hvordan man folder patientens lagen pænt?”

Teorien har jeg lært i skolen, agraffer har jeg lært, da kære Andersen skulle have taget 30 ud. Det tredje, lagnet, ja, det kan I næsten gætte jer til.

Når jeg som studerende står og kigger på Andersens sår og fokuserer på min kliniske vejleder, når hun omhyggeligt fjerner hver enkelt forunderlige skinnende dims, ser jeg kun én ting. Metal og en engangssaks. 

”Din tur Laura.” Jeg tager saksen i egen hånd og påbegynder processen. På et tidspunkt siger Andersen av, men jeg er så optaget af mine egne mekaniske håndbevægelser, at jeg ikke lægger mærke til, at det ikke er en bøf fra slagteren, jeg står og tager metal ud af.

I det øjeblik jeg forsøger at forvolde mindst mulig smerte på huden, glemmer jeg det menneske i sengen, som rent faktisk mærker smerten. 

Har jeg kigget ham i øjnene? Har jeg spurgt, om det er okay, jeg begynder? Ja, for jeg er opdraget pænt af mine sygeplejerskeforældre. Men har jeg følt, at jeg behandler et menneske, eller har jeg tænkt, at jeg behandler et sår?

Hvad er det, vi behandler? Nogle ville måske sige et sår, nogle en patient. Dog sidder jeg tilbage med en følelse af, at der må være mere. Mere end blot såret hen over abdomen og mere end et navn, Hr. Andersen. 

Vi behandler måske en far, en søn, en elsket ægtemand. En person, der kan have skabt glæde i andres liv, måske smerte. Uanset hvad, har jeg en saks i hånden, og det er et menneske, der ligger i sengen.

Teorien er brutal, tidlige morgenvagter trættende og læsedagene ofte velbrugte. Hvad mangler vi at lære?

Når jeg spørger mig selv, hvad jeg har lært ud over det praktiske, så er det mest betydningsfulde, jeg kommer til at tænke på, den vigtighed der ligger i, at garvede sygeplejersker siger til mig og mine medstuderende:

”Det er fint, at I vil gøre det godt med den rigtige teknik, men husk det ubehag, der kan forekomme, uanset teknik.” 

Den sætning, måske ikke ordret, blev sagt til mig, da min læremester og vi studerende legede med gammeldags blodtryksmålere. Og de er altså ikke sjove at have siddende på armen ret længe. 

Det vidste hun godt, og det lærte jeg, da hun med vilje klemte lidt for længe på bolden. 

”Her kan du mærke, hvordan det føles, når vi glemmer, at det er et menneske og ikke blot en krop, vi sidder med.” 

Laura Amalie Ohmann Nielsen er sygeplejestuderende på 2. semester, UC Diakonissestiftelsen, SYDE21

Emneord: 
Sygeplejestuderende