På mit natbord: Vi skal inkludere alle

"Jeg er meget optaget af, hvordan vi involverer vores patienter og pårørende på en ordentlig måde."

Hvad læser du lige nu?

’On Being Included - Racism and Diversity in Institutional Life’ af Sara Ahmed.MARIE OXENBØLL COLLET

Hvordan har den inspireret dig?

Jeg er meget optaget af, hvordan vi involverer vores patienter og pårørende på en ordentlig måde. Et eksempel er den aktuelle diskussion om køn. Hvad er køn i dag? Er det en binær ting, og hvordan skal man tiltale mennesker? Et andet eksempel er etniske minoriteter. Sara Ahmads bog skærper mit fokus på, hvordan vi imødekommer og inkluderer alle mennesker på lige vilkår i hele vores sundhedsvæsen, og det synes jeg er rigtig spændende. 

Hvilken bog burde alle sygeplejersker læse – og hvorfor?

Jeg vil anbefale ’Factfulness’ af den afdøde svenske læge og professor af Hans Rosling. Bogen viser med tal og fakta, at verden slet ikke er så dårlig, som vi går rundt og tror. Vi tror, det står værre til, fordi vi er forankrede i det, vi engang har lært, og den viden har vi det med at referere ud fra. I de her evidensbaserede tider forstyrrede han mig på den fede måde i at prøve at være mere nysgerrig og gøre opmærksom på, at den viden, man har, kan være forældet.

Hvilken bog fik du aldrig læst helt til ende?

’Kunsten at være alene’ af Peter Elsass. Starten var rigtig god, men så gik det i ring med mange gentagelser, og jeg lagde den fra mig.

Marie Oxenbøll Collet er Sygeplejerske, ph.d., Afdeling for Intensiv Behandling i Center for Kræft og Organsygdomme, Rigshospitalet.

Emneord: 
Litteratur