Patienten er bare et nummer

"Vi er nødt til at gentænke vores sundhedsvæsen og få nærheden tilbage!"

Hvor er det danske sundhedsvæsen på vej hen?

Vi vil gerne have specialiseret behandling og dygtige fagpersoner, men resultatet af årelange besparelser og effektivitetsforøgelser har betydet, at vi nu står med et afmattet system, som ikke gider mere. 

Hvis denne ugidelighed skal været fremtiden, så siger jeg NEJ tak til det offentlige sundhedsvæsen. Patienten er bare et nummer og et objekt, som skal igennem en maskine. En maskine, som slet ikke er så velsmurt. 

Jeg sætter min sygeplejefaglige identitet meget højt og har altid defineret mig som intensivsygeplejerske, når jeg beskrev mig selv. En identitet jeg har været meget stolt over. 

Men den er desværre blevet sat på prøve. En nær pårørende blev syg midt i december, og gang på gang har jeg fået den ene skuffelse efter den anden. 

Skuffet over, at patienten ikke længere er centrum – noget som vi jo taler højt om i pressen!

Skuffet over, at travlhed og dokumentationspligt/-krav bliver en undskyldning. Faktisk gav det anledning til direkte at kunne se, at de IKKE fik dokumenteret væsentlige ændringer, som skulle få afgørende betydning for X’s tilstand. 

Skuffet over, at arrogance og bedrevidenhed bliver så definerende i en relation med de pårørende/patienten. 

Skuffet over den ligegyldighed, som gennemsyrer kontakten mellem pårørende og fagperson.

Jeg er godt klar over, at det at være fagperson giver adgang til magt (forstået som: Jeg ved bedst) og stolthed (forstået som: Jeg har naturligvis ingen fejl), men at den bruges sådan, er helt horribelt. 

Som pårørende har vi måttet lægge øre til:

“Jeg vil da nødig være i X’s sko”, “vi kan jo ikke tage en beslutning, når I ånder os i nakken”, “du ved ikke noget om det her” og “X er jo ikke ved at stille træskoene”. 

Det kan og skal IKKE være sådan, fremtidens sundhedsvæsen skal se ud. 

Vi er nødt til at gentænke vores sundhedsvæsen og få nærheden tilbage! 

Emneord: 
Sygepleje-patient-forhold