Skiftedag: Unikt at arbejde på et museum

"Jeg er med til at formidle historien om sygeplejen bl.a. ved at holde oplæg for sygeplejestuderende, sosu-elever og andre museumsgæster. Det er et vigtigt område, da det kan være med til at præge de kommende sundhedsprofessionelles forståelse for og tilgang til pleje og omsorg."
Foto: Michael Drost-Hansen

“Den her stilling har været slået op to gange. Første gang kunne jeg mærke, at den virkelig satte nogle tanker i gang. Jeg tænkte: Hold da op et spændende sted! Men jeg var ved at skrive speciale og færdiggøre min master i sundhedsantropologi, så et jobskifte passede ikke så godt ind i mit liv på det tidspunkt. Jeg var så heldig, at stillingen blev slået op igen. Det var helt vildt. For i mellemtiden havde jeg tænkt meget på den, og jeg kunne mærke, at det hele var blevet endnu mere interessant og relevant for mig nu, hvor jeg var blevet færdig med min master. Det var som om, at det var meant to be.

Jeg er med til at formidle historien om sygeplejen bl.a. ved at holde oplæg for sygeplejestuderende, sosu-elever og andre museumsgæster. Det er et vigtigt område, da det kan være med til at præge de kommende sundhedsprofessionelles forståelse for og tilgang til pleje og omsorg. Den største drivkraft ift. at søge jobbet handlede også om lysten til at fortælle sygeplejehistorien. Det er spændende og skønt at se studerende og andre gæster få en bedre forståelse for historien, hvor vi står nu, og hvor vi måske er på vej hen. 

Og det er os alle, der kan lære af historien. Jeg har f.eks. lige haft en gruppe pensionister, og de var hurtigt enige om, at det er godt, behandlingen er blevet bedre med årene. Men samtidig kunne de også nikke genkendende til, hvordan man engang havde mere øje for æstetikken, f.eks. når man fik serveret mad på hospitalet. Det blev serveret i pænt porcelæn. Nu er effektiviteten i fokus. Det giver overvejelser om, hvor vi vil hen. 

Mit arbejde handler også om at sikre sygeplejefagligheden på museet og udvikle udstillinger og digitale tilbud. Jeg er lige nu i gang med at finde billeder og genstande frem til den næste særudstilling, som vi regner med, skal åbne i august eller september. 

I jobbet trækker jeg både på min undervisningserfaring, og det jeg lærte, da jeg læste sundhedsantropologi – og på min sygeplejefaglighed. Jeg kan godt lide, at jeg får mulighed for at bruge min akademiske uddannelse, og jeg kunne godt tænke mig at lave en udstilling, hvor vi sammenligner den danske måde at yde sygepleje på med andre kulturer. 

Før jeg startede med at undervise, var jeg i hjemmesygeplejen, og da jeg søgte stillingen, har jeg da også overvejet det her med at komme længere og længere væk fra patientkontakten. Men jeg er nu et sted i mit liv, hvor den her stilling passer perfekt til mig – selvom jeg da aldrig havde troet, at jeg skulle arbejde på et museum. Men det er bare et super spændende job. Der er vist kun 6-7 lignende museer i verden, og det er det eneste af slagsen i Danmark. Det er ret unikt at arbejde som sygeplejerske på et museum.” 

HEIDI STENTOFT, 52 år.
Nyt job: December 2021, Dansk Sygeplejehistorisk Museum i Kolding, hvor hun formidler sygeplejehistorie, sikrer fagligheden og udvikler nye udstillinger. Museet er en del af Dansk Sygeplejeråd.
Kom fra: 2½ år som underviser på Social- og Sundhedsskolen i Fredericia. Før det bl.a. 10 år i hjemmeplejen i Fredericia Kommune.

 

Emneord: 
Arbejdsmarked