Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Forbrydelse eller mistrivsel?

I bekymring om Münchhausen by proxy-syndrom føler jeg mig magtesløs, og tvivlen rumsterer.

Sygeplejersken 2023 nr. 6, s. 66

Af:

Dina Helbo Bredal, sygeplejestuderende

sy6-2023_studpraks_oploeft_0

Dina
            Helbo Bredal
Dina Helbo Bredal
Barnet løber ned ad gangen, smiler til de voksne og børn, som det møder på vej ned mod computerrummet. Da barnet kommer frem, sætter det sig ind og spiller med de andre. 

Scenen kunne udspille sig i en hvilken som helst SFO, men det gør den ikke. Den foregår på sengeafsnittet, hvor børn i alderen 7-13 år er indlagt.

Det specielle ved dette barn, ud over de små finurligheder og en skøn appetit på livet, er, at der i løbet af indlæggelsen opstår en bekymring om Münchhausen by proxy-syndrom.

Jeg er i klinik i børnepsykiatrien og bliver tit spurgt: ”Er det ikke vildt hårdt?”  

Før jeg svarer på spørgsmålet, vil jeg indledningsvis fortælle, at børnene primært er indlagt til udredning for f.eks. autisme eller ADHD.

Mange er i mistrivsel og en del har en belastningsreaktion, som gør ambulant udredning umulig. 

Jeg søger viden om Münchhausen by proxy i CINAHL og finder viden om advarselssignaler hos forældre og barn.

Der er koincidens mellem beskrivelserne i artiklerne og den indlagte familie. Den voksne har autodidakt sundhedsfaglig viden, vedkommende ses ofte med psykiatrisk lidelse og en historik med Münch-hausen-syndrom eller anden selvskade. 

Initialt rapporteres barnet med symptomer, som er svære at sætte en entydig diagnose på, f.eks. smerter, mavekneb og epileptiske anfald.

Barnet ses ikke med symptomerne, når forældrene ikke er til stede. Barnet på afdelingen forlades sjældent og nødigt af omsorgsperson, og italesættelsen af barnets psykiatriske og somatiske symptomer er anderledes, end de observationer, der foretages.

Forælderen er opsøgende på gangen og har et stort behov for anerkendelse og søger at danne særlige relationer til voksne på afdelingen og taler gerne med og om andre samt pårørende i et mønster, der minder om splitting. 

Det er en skræmmende mistanke at have, og den bliver ikke mindre af, at forælderen i forbindelse med udskrivelse  måske i afmagt og frustration kommer med trusler mod barnets liv, hvis ikke familien får den hjælp, den ønsker sig. 

”Er det ikke vildt hårdt?” Jo, det er hårdt at arbejde med så alvorlig en mistanke. Syge børn har brug for sygepleje, og jeg finder det meningsgivende at tilbyde dem pleje, behandling, værdighed og omsorg. Pårørendesamarbejdet er vigtigt, og det er svært at være åben og inddragende, at skabe tillid og en god relation, samtidigt med at tvivlen fylder. I situationen føler jeg mig magtesløs, og tvivlen rumsterer. Er barnet et offer for en forbrydelse, eller er barnets lidelse en konsekvens af mistrivsel i et system, der sætter høje krav til sårbare børn?"

Dina Helbo Bredal er sygeplejestuderende på 6. semester, Via UC Viborg 

Har  du lyst til at skrive om dine oplevelser, send en mail til msi@dsr.dk