Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Massive frustrationer over tvungne vagter

Stadig flere sygeplejersker oplever, at deres ansættelse er delt eller snart skal deles mellem to afdelinger og geografier. Det møder skarp kritik fra bl.a. sygeplejerske Stinne Gry Sørensen

Sygeplejersken 2023 nr. 7, s. 60-63

Af:

Diana Mammen, journalist

sy7-2023_paalagtevagter_stinne-gry-soerensen

Det har skabt kæmpe røre og protester blandt ambulatoriesygeplejersker i Region Hovedstadens Psykiatri, at de fra maj måned næste år bliver pålagt vagter på sengeafsnit.

154 af sygeplejerskerne er derfor gået sammen og taler i et åbent brev til regionen med store bogstaver og advarer mod udfordringer omkring faglighed, arbejdsmiljø, kvalitet og patientsikkerhed.

I Hobro er ambulatoriesygeplejersker blevet tvunget til at tage vagter på en sengeafdeling i Aalborg – tre kvarters kørsel væk – og på Urologisk Ambulatorium på Næstved Sygehus skal Fatine Idahim bruge halvanden time af sin fritid hver vej på at tage vagter på sengeafsnittet i Roskilde.

Fra 1. juli i år skal hendes erfarne kollegaer gøre det samme. 

Det er over hele landet, at sygeplejersker oplever at blive flyttet rundt som ludobrikker, uden at der bliver taget hensyn til deres faglighed og frie valg.

En af de 154 underskrivere af protestbrevet mod tvungne vagter i Region Hovedstadens Psykiatri er ambulatoriesygeplejerske Stinne Gry Sørensen, ansat ved Botilbudsteamet PCK (Psykiatrisk Center København), et ambulatorium for patienter, der bor på et botilbud.

Fra 1. maj 2024 skal hun til at have 18 vagter pr. år i weekender og på helligdage på en sengeafdeling. Det er vagter fredag-søndag ca. hver sjette weekend. Og det kommer til at have konsekvenser for både patienterne og hende selv. 

Patienterne kommer i klemme

”Jeg er bange for, at det kommer til at gå ud over mine patienter. Jeg har ca. 50 i dag, som jeg alene har ansvar for. Nogle ser jeg flere gange om ugen, fordi de har brug for meget støtte. Når jeg skal til at afspadsere pga. weekendarbejde, hvem skal så varetage min funktion?” Spørger hun og fortsætter:

”Det kan tage mig op til et år at opbygge en relation til mine patienter Så man risikerer at sætte deres forløb over styr og i værste fald ende med flere akutte indlæggelser, fordi man ikke er der til at gribe dem i den ambulante behandling. Alternativt så skal jeg ned i case-load på antallet af patienter, og så er det igen dem, det går ud over, fordi vi heller ikke er nok ansatte i vores team.”

Samtidig går det ud over hendes eget privatliv.

”Efter 10 år med vagter hver anden jul og nytår følte jeg et ansvar over for min familie at finde et job, hvor der var bedre balance mellem dem og mit arbejde. Og det havde jeg jo gjort her,” siger Stinne Gry Sørensen, som i knap tre år har været ansat på ambulatoriet med fri i weekender og på helligdage. 

”Nu bliver jeg tvunget til de her vagter. Var man blevet mødt mere ydmygt med, at den her ordning er det, vi kan gøre, for at det fungerer, så havde vi som sygeplejersker måske været mere flytbare og villige til at ville hjælpe.

Men der er ingen gulerod,” slår hun fast.

Stinne Gry Sørensen har regnet sig frem til, at hun pr. weekendvagt vil få 400 kroner mere udbetalt i forhold til sin grundløn, og så vil hun, som hun selv siger det, altså hellere være weekendvagten foruden.

Hun har 10 sygeplejekollegaer i Botilbudsteamet, og hun har talt med ni af dem om den værst tænkelige konsekvens ved at få tvungne vagter. 

”Vi er syv, der allerede har overvejet at sige op. Mig selv inklusiv. Men nu må vi se, hvordan det ender med at gå,” siger Stinne Gry Sørensen. 

Tre timers transport

”Det kommer aldrig til at gå,” var den tanke, som ambulatoriesygeplejerske Fatine Idahim sad med i toget på vej hjem fra weekendvagt på Urologisk Afdeling på Roskilde Sygehus. 

Hun er ansat på Urologisk Ambulatorium på Næstved Sygehus med vagter hver 4. weekend på sengeafsnittet godt 60 kilometer derfra. Det første halve år syntes hun bestemt ikke, at weekendvagterne var særlig sjove. Ikke mindst på grund af den tre timer lange og ikke-betalte transporttid.

”Det kræver mentalt meget af mig at have vagter på sengeafsnittet, hvor jeg bruger min fridag om fredagen på at gøre mig mentalt klar til weekendens vagter. Og om mandagen er jeg fuldstændig brugt, og det kan man så bruge sin anden fridag på, for allerede tirsdag møder man jo på arbejde i ambulatoriet igen. På sengeafsnittet skal jeg, udover at være i fremmede omgivelser og sammen med andre kollegaer, også forholde mig til nye patienter med mange forskelligheder, så jeg ville da helst være fri for weekendvagterne,” fortæller Fatine Idahim, som har været ansat et år på ambulatoriet i Næstved.  

Får folk til at flygte

Men Fatine Idahim vidste godt ved sin ansættelse, at det indebar vagter hver 4. uge på sengeafsnittet i Roskilde. Vagter, hun med tiden da også er blevet mere komfortabel med, men som hun kan se frem til snart bliver færre.

For fra d. 1. juli skal alle hendes allerede ansatte kollegaer på ambulatoriet også til at have weekend- og helligdagsvagter, hvilket betyder, at de hver især skal i vagt ca. hver 6. weekend.

At Region Sjælland som led i akutpakken har valgt at sygeplejerskerne på ambulatorierne skal ud og tage vagter på sengeafdelingerne og på tværs af regionen, er noget Dansk Sygeplejeråds kredsforkvinde i Kreds Sjælland,

Anne Marie Holst Sommer, af flere årsager er ked af.

”Én ting er, at man i regionen vælger at ansætte nye ambulatoriesygeplejersker i delestillinger på tværs af afdelinger. Noget andet er at trække ned over hovedet på sygeplejersker, som af mange forskellige årsager har valgt et job på et ambulatorium, at de nu skal til at gå i vagter på en sengeafdeling i weekend og på helligdage,” siger hun og fortsætter:

”Det er uhensigtsmæssigt, at man flytter sygeplejerskerne rundt som ludobrikker. Men fordi medarbejderne enten har godtaget vagtfordelingen mellem ambulatorium og sengeafsnit ved ansættelse eller er blevet varslet rettidigt, har der ikke været noget at gøre.”

Anne Marie Holst Sommer har dog forsøgt at forhindre det. 

”Vi har talt imod det fra starten. Bl.a. ved at påpege, at man ikke nødvendigvis har de faglige kompetencer til at hjælpe til på et sengeafsnit. Derudover hører vi fra medlemmerne, at det får dem til at sige op, fordi de føler sig utrygge. Vi  kan også se, at ansøgertallene falder og nogle gange helt udebliver på de før ellers populære ambulatoriestillinger,” siger kredsforkvinden.

Hun understreger også, at det ikke kun er sygeplejerskerne med to afdelinger som arbejdsplads, det her ikke er optimalt for. Det kræver i høj grad også noget af de fastansatte på sengeafsnittene, for hvem det kan være frustrerende at have travlt og skulle hjælpe en kollega med det samme igen og igen. 

En nødvendig hjælp

”Hej, jeg er den kollega, som kun er her én gang om måneden, og som garanteret kommer til at spørge om de samme ting, som sidst jeg var her,” joker Fatine Idahim om den præsentation, hun typisk giver, når hun møder ind på sin weekendvagt i Roskilde.

Det kan mærkes kompetencemæssigt, at ambulatoriesygeplejerskerne kun har vagt hver 6. weekend. Det er
            problematisk for os som fast personale, siger sygeplejerske på Urologisk Afdeling i Roskilde, Mai Kim
            Kristensen.
Det kan mærkes kompetencemæssigt, at ambulatoriesygeplejerskerne kun har vagt hver 6. weekend. Det er problematisk for os som fast personale, siger sygeplejerske på Urologisk Afdeling i Roskilde, Mai Kim Kristensen.
Foto: Kasper Løftgaard

Men Mai Kim Kristensen, som er sygeplejerske på Urologisk Afdeling i Roskilde, er, trods de mange spørgsmål, glad for den hjælp, som ambulatorie-sygeplejerskerne kommer med. Uagtet de udfordringer, det også fører med sig.

”Hjælpen betyder, at vi er kollegaer nok til at dække vores vagtplan. Men det er klart, at fordi der er lang tid mellem ambulatorie-sygeplejerskernes vagter, så skal det faste personale bruge mange kræfter og tid på at oplære og hjælpe dem. Bl.a. fordi de arbejder i et andet format i sundhedsplatformen, så der opstår tit tvivl og usikkerhed om, hvor de skal dokumentere sygeplejen,” fortæller Mai Kim Kristensen og fortsætter:

”Hjælpen udefra gør også, at vi på sengeafsnittet får lov til at gå ned til at arbejde hver 6. weekend. Det har stor betydning for balancen mellem arbejdsliv og familieliv. Og da vi har store udfordringer med at rekruttere nyt personale, tænker jeg også, at det bliver en fordel at kunne slå stillinger op blot med vagter hver 6. weekend.” 

I den ideelle verden ville Mai Kim Kristensen dog ønske, at man havde mulighed for at ansætte nok fast personale på sengeafsnittet, så man slet ikke havde brug for hjælpen udefra.

Ændringer skaber utryghed

Kredsforkvinde Anne Marie Holst Sommer er ærgerlig over, at Danske Regioner tilrettelægger arbejdet, så det er fordelt mellem flere afdelinger og geografier.

”Når der er så stor sygeplejemangel, så forstår jeg ikke, at man gør noget, der forringer betingelserne for sygeplejerskerne fremfor at prøve at skabe tryghed i deres arbejdsliv,” siger hun. 

I stedet burde både regionerne og regeringen gribe rekrutteringsudfordringerne an ved at hæve lønnen. Det har man tidligere set, gør en forskel, påpeger Anne Marie Holst Sommer, og henviser til bl.a. vinterpakken, hvor sygeplejerskerne fik et fastholdelsestillæg.

At der skal flere penge på bordet er Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi og -politik ved Syddansk Universitet, enig i. Men det har lange udsigter.

”Danske Regioner vil gerne have, at alle sygeplejersker skal dele vagtbyrden. Det er dog ikke for, at de kan tjene flere penge, men for at lette det for dem, der har meget travlt,” siger han.

Derfor er Kjeld Møller Pedersen spændt på, om trepartsforhandlingerne munder ud i en lønforøgelse, som særligt kommer de sygeplejersker til gode, der har vagter i weekender og på helligdage.

”Både regionerne, kommunerne og Christiansborg vil gerne se på, hvordan man får rekrutteret og fastholdt medarbejdere. Men der er ikke udsigt til højere løn før lønstrukturskomiteen er færdig med sit arbejde, og der bliver indkaldt til trepartsforhandlinger. Man kan jo til den tid håbe, at deres første skridt er at få afklaring på, hvordan ansættelse på to afdelinger opfattes af sygeplejerskerne – og ikke mindst tage deres oplevelse af ordningen til efterretning,” slutter han.