Ligeløn er en kamp om ligestilling

”Om lidt bliver der stille”….

Sådan sang Kim Larsen. Hvis man tror, der bliver stille om sygeplejerskernes kamp for ligeløn, når jeg om lidt giver depechen videre til Dansk Sygeplejeråds nye forperson, så tager man fejl. Sygeplejerskerne vil fortsætte kampen, indtil det lykkes. For trods mange års kamp er vi ikke i mål.

Efter mere end et kvart århundredes engagement i vores faglige kamp spekulerer jeg på, hvor lang tid der mon skal gå endnu, før sygeplejersker får en løn, der svarer til den uddannelse, de opgaver og det ansvar, vi løfter i sundhedsvæsenet?

Jeg spekulerer også på, hvordan det er muligt, at den strukturelle ulighed, som betyder, at traditionelt kvindedominerede fag den dag i dag oplever manglende ligestilling på lønnen – stadig styrer i Danmark?

Sygeplejersker har da heldigvis fået lov til såvel at ”gifte sig og bo uden for sygehuset”! Men det opleves stadig som en spændetrøje, at lønnen ikke anerkender og lønner de kompetencer, som er så efterspurgte.

Dagens Danmark er et professionaliseret samfund, hvor vi er parate til at betale en høj pris for at få de korrekte juridiske vurderinger fra advokater, for at eksperter i forsikringsselskaber leverer vurderinger, eller for at dygtige medarbejdere sidder i pengeinstitutter og laver vurderinger. Vi er kort sagt parate til at betale en pris for det arbejde, de leverer.

Derfor er det bemærkelsesværdigt, hvorfor vi som samfund har så svært ved at finde os til rette med at betale prisen, når velfærdssamfundet tager sig af vores allernærmeste, af vores kære?

Emma Holten har med sine foredrag om feministisk økonomi udstillet, hvordan de økonomiske beregningsmodeller, som bl.a. Finansministeriet benytter, ikke er i stand til at indregne de positive effekter af omsorgs- og plejeopgaver, men konterer den slags som ’udgifter’ for samfundet. Det siger meget om vores samfund.

Der er også forsket i og skrevet meget om, hvordan traditionelt kvindedominerede fag lønmæssigt halter bagefter traditionelle mandefag med tilsvarende uddannelsesniveau uden nogen rigtig god grund.

I 2020 slog Ph.d. Astrid Elkjær Sørensen ovenikøbet fast, at sygeplejerskernes løn var låst fast i et hierarki for lønninger for offentligt ansatte. Institut for Menneskerettigheder opfordrede på den baggrund til et politisk opgør, fordi denne form for strukturelt betinget lønefterslæb er så godt som umuligt at ændre, uden at regeringen tager ansvar for en langsigtet plan og tilfører de nødvendige midler. 

Det virkeligt mærkelige er dog fraværet af diskussionen om sammenhængen mellem ligeløn og ligestilling.

Mere øremærket barsel er et skridt på vejen til mere ligeløn og ligestilling. Men det går for langsomt, og vi kan ikke vente på, at det er af denne vej, løsningen skal findes.

For hvad sker der, når ægtefæller sidder i hjemmet og diskuterer, ”hvem kan gå ned i tid, så familielivet kan hænge sammen, uden at det betyder for stor en nedgang i husstandsindkomsten”?

Så kigger de på, hvem der har den laveste løn. Konsekvensen er, at de fag, der har den laveste løn, også bliver de faggrupper, der har de fleste deltidsansatte, fordi den økonomiske forskel – eller gevinst – ved at arbejde på fuld tid er mindre end for ægtefællen.

Dermed bidrager manglende ligeløn til manglende ligestilling i mange familier.

Det er grunden til, at jeg altid har troet på, at vejen til, at sygeplejerskernes lønkamp lykkes er, at vi som samfund erkender, at kampen for ligeløn er en kamp om ligestilling.

Jeg håber, at regeringen med treparten tager et første skridt i retning af ligeløn - og samtidig bidrager til at løse alvorlige udfordringer for velfærdssamfundet. Men jeg håber også, at regeringen fortsætter udviklingen i de kommende år, så vi rent faktisk kommer i mål med at sikre ligeløn og ligestilling. Tænk at være den regering, der tager ansvar for det. 

God kamp!