Vil vi symptombehandle eller helbrede?

Så kom Robusthedskommissionens anbefalinger på gaden. Ved lanceringen i denne uge slog kommissionens formand, Søren Brostrøm, fast, at anbefalingerne skal ses i en helhed:

”Der er ingen tvivl om, at hvis man isoleret set siger: Nu skal alle op i tid, alle skal have fuld tid, og alle skal deltage i vagter - og man ikke husker alt det andet, som vi har snakket om, med opgaveudtynding, arbejdsmiljø, ledelsespligt medindflydelse på arbejdstilrettelæggelse osv. så får man den effekt, at flere forlader sundhedsvæsenet. Det er der ingen tvivl om.”

Det er jeg helt enig i.

Robusthedskommissionen blev nedsat med henblik på at skabe mere robuste organisationer i en tid med stor mangel på medarbejdere.

Men hvordan lykkes vi med at behandle de reelle problemer, så vi ikke blot ender i symptombehandling og risikerer, at endnu flere sygeplejersker forlader sundhedsvæsenet eller deres fag?

Den risiko er helt reel, hvis politikerne vælger at sætte kikkerten for det blinde øje.

Den eneste vej til at få udført al den gode sygepleje, sundhedspleje og omsorg, som der er brug for hver dag rundt omkring i landet, er at skabe nogle rammer og vilkår, som sygeplejerskerne kan se sig selv i.

I Dansk Sygeplejeråd ved vi godt, hvad det kræver: Det handler om løn, og det handler om arbejdsvilkår, og de to ting hænger uløseligt sammen.

Robusthedskommissionens arbejde skulle ikke handle om løn, besluttede regeringen, da den nedsatte kommissionen. Kommissionens medlemmer har derfor haft en stor opgave i at bringe ”udgiftsneutrale” forslag til torvs om, hvordan sundhedsvæsenet kan blive mere robust. Det har affødt ideer som: ”Hvis vi nu bare fordeler skæve vagter på flere, så bliver alting meget bedre”. Eller ”hvis vi nu bare får flere på fuld tid, så får vi flere timer samlet set.”

På et TR-møde i DSR mandag aften, efter anbefalingerne havde set dagens lys, satte flere sygeplejersker ord på fuldtids-problemet: ”Hvis jeg skal gå op i tid, mister jeg kolleger. For der er ikke penge til flere timer i min afdeling.”

Det er jo helt hul i hovedet! For det betyder reelt, at der vil være færre til at dele weekender og aften- og nattevagter med – og så er ingenting jo løst!

Uanset hvordan og hvorledes vi vender og drejer det her, så handler det om løn. Løn er vigtigt, for at vi kan tiltrække og fastholde medarbejdere i den kommende tid, og det er højere løn, der sikrer, at vi kan få nogle flere tilbage, og hvis flere skal gå op i tid.

Den del kommer vi helt sikkert til at diskutere lige om lidt, når trepartsforhandlingerne går i gang.

Vi er nødt til at insistere på, at arbejdsgiverne og politikerne er ærlige om, hvordan tingene hænger sammen nu – og at der skal flere penge på bordet, hvis det ikke bare skal være en øvelse med flotte ord, der reelt betyder færre medarbejdere.

Vi vil også stå vagt om fagligheden. Hvordan sikrer vi en høj faglighed, så vi ikke skal gå på kompromis med den kvalitet, vi leverer til borgere og patienterne? Den faglige stolthed skal også være på plads for at sikre et godt arbejdsmiljø, hvor sygeplejerskerne kan se sig selv i jobbet.

Det har vi insisteret på i Robusthedskommissionens arbejde – og derfor opponerede vi imod anbefalingerne om, at ufaglærte skal ind og overtage patientnære opgaver.

Vi mener ikke, det er vejen at gå for patienter, borgere eller medarbejdere.

Vi ved, at høj faglighed og patientsikkerhed er medvirkende til at få flere sygeplejersker til at fortsætte i det offentlige sundhedsvæsen.

Vi er optaget af, at vi skal helbrede sundhedsvæsenet, og et godt arbejdsmiljø, høj faglig kvalitet, psykologisk tryghed og høj patientsikkerhed er afgørende faktorer i tæt samspil med en højere løn til at helbrede – og forebygge mod kriser i fremtiden.