I dialog med redaktionen

Det hjalp. I 'Faglig kommentar' i Sygeplejersken nummer 44/98 efterlyste jeg kommentarer og tilbagemelding på de artikler, der bringes i tidsskriftet. Et postkort, et brev eller en telefonopringning, bare en eller anden form for tilbagemelding, gerne uformel, der kan fortælle redaktionen noget mere præcist om, hvilke artikler der bliver læst med særlig interesse.

En sundhedsplejerske ringede nogle uger efter blot for at fortælle, at hun pludselig havde opdaget, hvor meget hun egentlig savnede Sygeplejersken. Hun havde forladt faget for nogen tid siden, men var fortsat som passivt medlem af Dansk Sygeplejeråd. Nu havde hun også opsagt det passive medlemskab, og så havde hun pludselig opdaget, at der manglede noget i posten om fredagen. Selv om det nu er en forhenværende læser, er det helt rart at høre, at man er savnet.

Ellers har det mest været postvæsenet, der har måttet tage slæbet. Omkring 10 spontane breve, og det er ganske meget set i forhold til, at der hele sidste år var færre end 50 kommentarer. Det er også mere, end vi kan overkomme at takke hver enkelt for, men breve og kort bliver læst og kan ikke undgå at påvirke udvælgelsen af stof fremover.

Der var mange pæne ord om Sygeplejersken som helhed, og flere skrev, at de tit havde haft lyst til at kommentere en artikel, men at hverdagens ustandseligt skiftende udfordringer og opgaver gjorde, at de gode hensigter ikke ret tit førte til handling. Jo, tak. Den kender vi. En skrev om, hvordan manglende tiltro til egen formuleringsevne var en hindring, og at det kunne virke lidt farligt at få sin mening spredt over det ganske land på tryk. Hun mindedes de mange dybe indåndinger, hun selv havde måttet gøre, første gang hun skrev et læserbrev. Jeg husker også mit første læserbrev, som er klistret ind i en scrapbog. Hver gang jeg ser det, kan jeg genkalde mig den kvalme, der vældede frem, da jeg åbnede avisen og så mit navn på tryk. Oh rædsel. Det var jo slet ikke det, jeg egentlig mente. Det burde i hvert fald have været skrevet lidt anderledes. Jeg håbede vildt, at læserbrevet ville blive overset, og bare min mor nu ikke klippede det ud og viste det frem.

Der var også helt konkrete tilbagemeldinger i brevbunken. Artiklen En god dag for Herman blev fremhævet som virkelig god. Det gjaldt også artiklerne om narkomanerne på Vesterbro og græsrodssygeplejen (nummer 44/98) og artiklerne om aidsproblemerne i Grønland (nummer 22/98). Jeg synes i øvrigt, det er interessant, at det er journalistiske artikler, der er blevet nævnt. I den forbindelse kunne skrivende sygeplejersker gøre sig nogle overvejelser over, hvad det er, der gør disse journalistiske artikler særlig læseværdige. Mit bud er, at det er fordi, artiklerne beskriver en konkret virkelighed i et sprog, hvor alle kan være med. Det er rart at være læser, og vi føler os klogere bagefter.

De faglige artikler

På den sygeplejefaglige sektion er der kommet positive tilbagemeldinger på resumeerne af international sygeplejeforskning og anmeldelser og på, at de faglige artikler afspejler både bredden og niveauerne i sygeplejen. Også de artikler om forskellige sygeplejeteorier, der gav anledning til sukket i nummer 44, bliver læst og gemt.

En sygeplejerske beklager sig over, at hun ikke har fået bragt et læserbrev. Jeg ved ikke, hvad der er sket, men formanden for presseudvalget vil tage sig af sagen. En anden sygeplejerske undrer sig over, at der ikke er blevet svaret på hendes læserbrev, hvori hun stillede et spørgsmål. Presseudvalgets formand vurderer i hvert enkelt tilfælde, om der skal svares, men det er ikke kotyme at opfatte debatsiderne som brevkasse med spørgsmål og svar.

Nu må vi håbe, at læserne også fremover vil følge opfordringen til en mere direkte dialog med redaktionen. Måske kunne vi så også slippe for at høre besynderlige rygter og fordomme cirkulere ude i byen. En af redaktionens journalister havde for eksempel hørt, at man ude i byen snakkede om, at sygeplejersker, der fik antaget videnskabelige artikler ikke skulle regne med, at de også kunne få den bragt på Internet i dansk og engelsk version, som redaktionen havde stillet i udsigt sammen med tilbud om hjælp fra en sprogrevisor (nummer 24/98). Man kan undre sig over, at sådanne rygter kan opstå og få lov at cirkulere, uden at en eneste kunne få den tanke at ringe redaktionen op for at høre, hvad der var det rigtige.

Et andet rygte, vi nylig er stødt på, er, at man ikke kan få videnskabelige artikler bedømt og optaget i Sygeplejersken, hvis der er anvendt naturvidenskabelige forskningsmetoder, for eksempel artikler der beskriver klinisk kontrollerede forsøg. Ingen har kontaktet Sygeplejersken for at høre, om det var sandt. Som konsekvens af dette rygte er der sygeplejersker, som har indsendt deres artikler til Ugeskrift for Læger.

Rygtet har absolut intet på sig. Jeg gætter på, at det er opstået, fordi de første tre artikler (og hidtil eneste), der er blevet bedømt af det videnskabelige panel, bygger på helt andre forskningstraditioner, nemlig tekstanalyse og kvalitative forskningsinterview. Det er en ren tilfældighed og har intet at gøre med, at vi ikke anerkender andre forskningsmetoder. Det videnskabelige panel har haft flere artikler, baseret på klinisk kontrollerede forsøg, til bedømmelse, men det er ikke det samme, som at de er blevet accepteret som videnskabelige. Kravene er høje. Måske lægger forvirringen sig først den dag, vi bringer en videnskabelig artikel baseret på en klinisk kontrolleret undersøgelse. Et kvalificeret gæt fra min side er, at vi ikke skal ret langt hen i 1999, før det sker.

Men tag lige og slå på tråden en anden gang, hvis du er i tvivl.