Skønhedssalon og operationsstue

Sygeplejerske Nomhle Mtupha taler med en af kunderne i den frisørsalon, som drives i tilknytning til hendes sygeplejeklinik. Der er også motionscenter, skønhedsklinik samt sauna- og badeafdeling for herrer og damer i tilknytning til hendes klinik i det sorte middelklassekvarter i Harare. Foto: Gretelise Holm.

Når man nu alligevel skal på klinikken og have p-piller, kan man vel lige så godt få en dag ud af det. Kombinere det med en grundig kropsmassage, en ansigtsbehandling, manicure og frisørbesøg. Eller med en omgang aerobic, en tur i saunaen og et iskoldt bad. Alt under samme tag – på sygeplejerskens privatklinik.

Zimbabwes sygeplejersker er vant til at tage det tunge slæb i den primære offentlige sundhedssektor, mens lægerne tjener penge på deres privatklinikker i byerne, men nu sker der noget nyt. Sygeplejerskerne har fundet ud af, at de også kan lave business.

I løbet af det sidste par år er der dukket hundredevis af nye private sygeplejerske-ejede klinikker op, fortrinsvis i de store byer Harare, Bulawayo, Mutare og Kwekwe. Og mange af sygeplejerskernes klinikker er både utraditionelle og gode forretninger.

Lægerne i Zimbabwe har forgæves forsøgt at komme de konkurrerende sygepleje-klinikker til livs, men det er ikke lykkedes. Tværtimod har mange af de offentligt ansatte læger måttet indtage ydmyge pladser som løstansatte læger på sygeplejerskernes klinikker.

På nogle af sygeplejerskernes privatklinikker er der både operationsstuer, laboratorier og røntgenafdelinger. Nogle har fødeafdelinger eller afdelinger for palliativ pleje. Andre udbygger deres klinikker med helse- og motionsstudier, skønheds- og frisørsaloner, forretninger, caféer og børnepasningsordninger. Kun fantasien sætter grænser for de private sundhedsklinikkers side-forretninger.

Den største, private sygeplejerske-klinik i Bulawayo har 100 senge.

De sygeplejersker, som gerne vil starte for sig selv, kan hente råd i ZINA, sygeplejerskernes organisation, hvor projektkoordinator Siymule Albertina Nduka med økonomisk hjælp fra USA kører et to-årigt projekt, der går ud på at yde de nye selvstændige forretningskvinder juridisk og forretningsmæssig rådgivning og information. Der er udarbejdet en håndbog for de nye selvstændige, og der holdes kurser og workshops.

Fjendtlige læger

De selvstændige sygeplejersker har alle ansat læger til det lægelige arbejde. Det forlanger sundhedsmyndighederne. På en af klinikkerne træffer vi således en hvid mandlig læge, der er ansat som timelønnet af den kvindelige afrikanske sygeplejerske, der er indehaver af klinikken.

Vi spørger forsigtigt sygeplejerske Nomhle Mtupha, som ejer tre klinikker, om det kan volde problemer, at sygeplejersker er arbejdsgivere for læger. Føler lægerne, at de er lidt mere...?

''Nej,'' afbryder hun med en kraftig latter. ''De føler ikke, at de er lidt mere. De føler, at de er meget, meget mere end sygeplejersker, og det er ydmygende for dem at arbejde for sygeplejersker. Hvis de overhovedet kunne, ville de ødelægge os. Men pengenes lov gælder, og lægerne har brug for pengene. De læger, der er ansat hos os, er typisk læger, som ved siden af arbejder i den offentlige sektor, og som ikke har deres egen klinik.''

''Sundhedsautoriteterne, som er domineret af læger, har forgæves forsøgt at lægge hindringer i vejen for de private sygeplejerske-klinikker,'' fortæller projektkoordinator Siymule Nduka.

''De har blandt andet forsøgt at indføre skrappe restriktioner for, hvad der er lægers arbejde, og hvilken medicin der skal ordineres af læger. Det virker latterligt i betragtning af, at sygeplejersker kan arbejde alene og ordinere medicin i de 85 procent af den primære sundhedssektor, hvor lægerne ikke gider sætte deres ben, nemlig i de landlige distrikter.''

Sygeplejerskernes organisation kæmper også på en anden front, nemlig mod sygeforsikringerne, der har vægret sig mod at give de selvstændige sygeplejersker et såkaldt billing number, et ydernummer, hvortil sygeforsikringens andel af honoraret kan indbetales.

De selvstændige sygeplejersker bliver derfor nødt til at få indbetalinger fra sygeforsikringerne via en læge – og den stråmandsfunktion tager lægerne sig godt betalt for. Men nu har en af de store sygesikringsordninger bøjet sig, og der er skred i forhandlingerne med resten, så projektkoordinatoren er fortrøstningsfuld. Sygeplejerskerne kan ikke længere standses.

Vild luksus

På Nomhle Mtuphas klinik i det sorte middelklassekvarter i Harare kommer lægen to timer dagligt. I øvrigt bruges konsultationsværelset af chefen til allehån-de sygeplejerske-opgaver, heriblandt især familieplanlægningsopgaver. Kondomer og femidom hænger frit fremme. Middelklassen er interesseret i at begrænse antallet af børn og har ikke det samme blufærdigt-religiøse forhold til prævention, som man støder på i andre samfundslag, fortæller sygeplejersken.

I Nomhle Mtuphas venteværelse er der bløde tæpper, lænestole, dæmpet musik og fri servering af varme og kolde drikke. I tilknytning til denne klinik (hun har to andre) driver hun et helseinstitut,

Side 13

hvor der er ansat to instruktører, samt en massage- og skønhedsklinik og en frisørsalon. Der er desuden sauna- og badeafdelinger for herrer og damer.

Der er foruden chefen i alt 14 ansatte på klinikken. Der kommer i snit et halvt hundrede patienter om dagen – foruden kunder, der kun besøger de tilknyttede forretninger. På en af hendes andre klinikker har hun seks senge.

I baby- og børne-undersøgelsesværelset er der mekanisk legetøj og musik, der kan aflede de smås opmærksomhed fra undersøgelsen.

Nomhle Mtuphas klinik er en verden af luksus i forhold til de offentlige klinikker, hvor folk kan sidde og vente i dagevis og ende med ikke at få ret meget ud af det.

''Alle, der har økonomisk mulighed, foretrækker selvfølgelig en privat klinik,'' fortæller projektkoordinator Siymule Nduka.

Konsultations-priserne på privatklinikkerne varierer efter, hvilken form for service man ønsker, klinikkens standard og det kvarter, den lígger i.

Generelt er det sådan, at det er dyrere at gå på en privat sygeplejerske-klinik end på en offentlig klinik. Til gengæld er det billigere at besøge den private sygeplejerske-klinik end den private læge-klinik.

Ny operationsstue

Hos sygeplejerske Veronica Zamunhu i Hatfield, der også er et sort mellemlagskvarter i hovedstaden Harare, står en funklende ny operationsstue med det mest moderne udstyr klar til at tage sig af kejsersnit og andre operative indgreb.

Veronica Zamunhu, der kalder sin klinik for Queen of Peace, er vicepræsident for de 200 medlemmer af den faglige sammenslutning af sygeplejersker, der driver selvstændige klinikker. Og hun er en af de mest succesfulde i branchen. Hele tiden i gang med at forbedre og udbygge. Næste nybygning her skal være et hospitalslaboratorium.

Klinikken har egen ambulance og tilkaldeordninger med forskellige lægespecialister: Kirurg, narkoselæge, børnelæge, gynækolog og praktiserende læge. Klinikken råder over 11 senge, hvoraf hovedparten indgår i fødeafdelingen. Alt er smukt og rent, og der lægges vægt på omsorg og betænksomhed.

Den nybagte mor vågner efter fortjent hvile altid op til en flot blomsterdekoration med vedlagte kort: ''For at fejre det veloverståede hårde arbejde, vi sammen har udført. Med venlig hilsen fra personalet på Queen of Peace.''

Succes-historie

Sygeplejerske Elizabeth Tachuana driver en privatklinik i et fattigt tætbefolket Harare-kvarter, hvor en konsultation koster, hvad der svarer til 5-10 kroner for kontant-betalere. Hendes klinik er ikke udstyret med samme luksus som klinikkerne i middelklassekvartererne, men standarden ligger alligevel meget over de offentlige klinikker. Der er pænt og ordentligt, og der ydes hurtig og venlig service.

Elizabeth Tachuana har fire ansatte sygeplejersker og driver derudover en børnehave med 25 børn. En ny bygning står klar til fødeafdeling, men indretningen må af økonomiske grunde vente lidt.

Økonomisk må de sygeplejersker, der ønsker at blive selvstændige, klare sig selv på linje med andre erhvervsdrivende. De må spare op og låne, begynde i det små og lade forretningen udvide sig. Lige nu er det hårde tider for alle med voldsom inflation og lønninger, der slet ikke kan følge med prisstigningerne.

Ikke desto mindre er sygeplejerskernes præsident i Zimbabwe, Clara Nondo, sikker i sin sag:

''De private klinikker er de zimbabwiske sygeplejerskers største succes-historie. Klinikkerne kan danne mønster og bane vejen for en ny og forbedret service i hele sundhedssektoren.''

Nøgleord: Privatisering, sygepleje, Zimbabwe.