Sygeplejersker arbejder som læger

Sygeplejerske Anna Muchuwa på arbejde i sit konsultationsværelse på hospitalet i Birchenough Bridge, der drives af sygeplejersker. Foto: Gretelise Holm.

Det er sygeplejersker, der undersøger patienterne. Sygeplejersker, der stiller diagnoserne, sygeplejersker, der ordinerer behandling, sygeplejersker, der syr, og sygeplejersker, der samler brækkede arme og ben. I meget komplicerede eller alvorlige tilfælde er det muligt at rekvirere ambulance og henvise patienten til et hospital med læge, men timers kørsel ad en afrikansk vaskebræt-vej kan være mere livstruende end manglende lægelig behandling.

''Zimbabwe er et godt eksempel på, at sygeplejersker stort set kan køre en sundhedssektor alene,'' siger lægen Monica Glenshaw på missions- og disktriktshospitalet i Murambinda i Buhera-distriktet i det sydøstlige Zimbabwe.

Side 10

Monica Glenshaw har formelt det lægelige overopsyn med 22 sygeplejerskedrevne klinikker og hospitaler i sit distrikt. Hidtil har hun forsøgt at nå rundt og besøge hver klinik én gang om måneden, men det opgiver hun fra og med årsskiftet. De ti bedst fungerende sygeplejerskedrevne hospitaler og klinikker vil ikke mere få lægebesøg, for Monica Glenshaw skal også passe sit arbejde som lægelig leder af distriktshospitalet.

Hvordan sygeplejersker klarer deres faktiske funktion som læger?

''60 procent af dem klarer det fremragende – og resten klarer det. Gør deres bedste,'' siger Monica Glenshaw.

Hun gør op, at der i hendes distrikt er én læge per 78.000 indbyggere, mens der er en sygeplejerske per 2.400 indbyggere.

Sygeplejerskerne, der i realiteten arbejder som læger, har ikke noget valg. Zimbabwes relativt få læger vil ikke ud i landdistrikterne. De klumper sig sammen i byerne og foretrækker at betjene den rige elite på privatklinikker. Også hovedparten af de 700-800 læger, som er ansat i det offentlige, arbejder sideløbende i deres private klinikker. Private patienter kan de kun få i de store byer, hvor pengene er.

15 sygeplejersker driver hospital

Hospitalet i Birchenough Bridge har 52 senge, 200-300 ambulante patienter per dag og i snit en daglig fødsel. Det er et relativt nyt hospital, og der er pænt og rent.

Hospitalet drives af 15 sygeplejersker, der én gang om måneden får besøg af doktor Glenshaw fra distriktshospitalet i Murambinda 120 kilometer borte.

Hospitalet er bygget op omkring en slags atriumgård, hvor de ambulante patienter flokkes i hundredvis hver formiddag. De indledende undersøgelser foretages i gården. Under publikums intense interesse bliver praktisk taget alle patienter vejet og får målt deres blodtryk. Derefter går de videre til undersøgelsesværelserne, hvor chefsygeplejersken Peter Matiki selv optager det rum, der hedder: Doctor's Room.

Der er ingen tvivl om, at Peter Matiki både nyder respekt og har den praktiske funktion som overlægen.

Han indvilger kun i at tale medSygeplejersken efter længe og grundigt at have forsikret sig om, at bladet ikke vil kritisere Zimbabwes regering.

Ingen usikkerhed om diagnoser

Han fortæller så om sygeplejerskernes arbejde med at undersøge, stille diagnoser og behandle. I tilfælde af alvorlige sygdomme eller ulykker sendes patienterne til distriktshospitalet i Murambinda.

Et spørgsmål om, hvorvidt det somme tider kan være vanskeligt at stille diagnoser, bliver besvaret med et selvsikkert nej. Det klarer sygeplejerskerne i Birchenough Bridge uden problemer, forsikrer chefen og lægger ikke op til, at emnet debatteres yderligere.

Derimod vil han gerne fortælle om sine ønsker til udvidelse af hospitalet:

De 52 senge er nu på to blandede afdelinger. Man vil gerne udvide med en decideret kirurgisk afdeling, en børneafdeling og en fødeafdeling. Desuden ønsker man et apotek i tilknytning til hospitalet. Medicinen står nu i et skab og administreres af en apoteksassistent. Sygeplejerkerne ordinerer

Side 11

medicinen i det daglige, men har mulighed for at tage lægen i Murambinda med på råd per telefon.

Foruden sygeplejerskerne og apoteksassistenten består staben af en radiograf, som tager sig af røntgenfotografering og røntgendiagnosticering – i samarbejde med sygeplejerskerne.

Spørgsmålet om medicinordinationer i Zimbabwe er generelt et gråt område. Der er regler om, at læger skal ordinere visse former for medicin, men da der rent faktisk ikke er læger til stede i det meste af den primære sundhedssektor, må sygeplejersker i praksis gøre det.

Medicin er et gråt område

Spørgsmålet om medicinordinationer i Zimbabwe er generelt et gråt område. Der er regler om, at læger skal ordinere visse former for medicin, men da der rent faktisk ikke er læger til stede i det meste af den primære sundhedssektor, må sygeplejersker i praksis gøre det. Eller en læge må gøre det per telefon eller radiokontakt. Ét er regler, som man officielt henholder sig til. Noget andet den nødvendige praksis. Det skal vi ikke bore i, lader man forstå rundt omkring på de sygeplejerskedrevne klinikker og hospitaler.

''Medicinforsyningerne er generelt tilfredsstillende, men kan være noget svingende, så man tager, hvad man har,'' forklarer en sygeplejerske på en af de landlige klinikker.

Lærer at stille diagnoser

Når doktor Glenshaw en gang om måneden kommer på besøg på hospitalet i Birchenough Bridge går hun stuegang med sygeplejerskerne og fortæller dem om symptomer, diagnoser og behandlinger. Hun laver også egentlige undervisningsforløb for sygeplejerskerne.

Derudover lærer Zimbabwes sygeplejersker om sygdomme og deres behandling i fagbladet Nursing in Zimbabwe, der udgives af sygeplejerskernes velorganiserede forbund ZINA, Zimbabwe Nurses Association. I hvert nummer af bladet er der en artikel om et sygdomstilfælde, hvor læserne så skal prøve at stille diagnosen og foreslå behandling. Diagnose og behandling afsløres i næste nummer af bladet, og så kan læserne teste deres viden – og lære noget.

Oven i den treårige sygeplejerskeuddannelse har de fleste sygeplejersker en etårig jordemoder-uddannelse. Den er helt uundværlig, for fødsler er daglige begivenheder på enhver landlig klinik.

Den treårige sygeplejerskeuddannelse tager også højde for, at sygeplejersker ofte skal stille diagnoser og ordinere behandling, fortæller ZINAs præsident Clara S. Nondo, der også er sygeplejelærer.

Ingen snak om aids

De typiske lidelser er i Birchenough Bridge som i resten af landet: Malaria, luftvejsinfektioner, tuberkulose, diarréer og kønssygdomme.

Hvorvidt sygdommene er aids-relaterede har chefsygeplejerske Peter Matiki ingen mening om. Han kan eller vil ikke sige meget om aids. Med 3-4 aids-patienter inden for synsvidde fastholder han, at han ikke kender noget til problemets omfang, for testningerne foregår i byen Mutare og er anonyme. Folk behøver ikke opgive resultatet til deres journaler. Og så skal der ikke snakkes mere om det.

''That issue is a bit confidential'' (det emne er en smule fortroligt, red.), siger han. 

Nøgleord: Sygepleje, Zimbabwe.