Faglig kommentar: Integreret uorden

De er her ikke, de er ude.

Jeg havde spurgt efter en sygeplejerske på et plejehjem. Der var ikke nogen. Ude betyder i denne forbindelse ikke, at sygeplejerskerne var i gang med 'dødsruten' eller til julefrokost, men at de var ude at køre, ude hos borgerne, klienterne, brugerne.

Så vidt så godt, men hvordan ser det så ud 'inde' på plejehjemmet, når 'de' er 'ude'?

Mine erfaringer viser, at det kan være meget forskelligt, men sjældent godt nok målt med en almindelig faglig målestok.

Hovedparten af de gamle, der kommer på plejehjem i dag, er ganske alvorligt svækkede. De har langt fra den selvstændighed og evne til at sortere, som den aktive fisker jeg mødte på havnen i Skagen engang i firserne. Vi sad på en bænk og så på fiskekutterne og nød solen. Han var iført fiskeruniformen, blå bukser og en gammel, falmet fiskertrøje. En ung kvinde kom cyklende forbi. Da hun fik øje på fiskeren råbte hun: ''Skulle du ikke være oppe på hjemmet og spise Niels?'' ''Nej, for jeg kan ikke fordrage risengrød,'' svarede han. Han havde forladt de gamles hjem for en stund for at se, hvad byen kunne byde på.

Det er de færreste plejehjemsbeboere, der i dag kan forlade deres bolig, fordi de ikke finder menuen tiltrækkende. Hvis beboere går fra plejehjemmet, er det snarere på grund af fremskreden demens, som personalet afhængig af uddannelse og holdning kan tackle eller ikke aner, hvad de skal stille op med.

Og så er vi fremme ved det centrale. Det kræver både viden og interesse at pleje gamle, skrøbelige mennesker. Det er ikke alle, der er egnede til den opgave. Nogen steder er ansvarsfordelingen svær at gennemskue. Er det den selvbestaltede oversygehjælper, der bestemmer og tilrettelægger sygeplejen, eller er det sygeplejersken, der både er ude og inde, der har hånd i hanke med, hvad der reelt foregår i de gamles boliger?

Sygeplejersker har altid talt om kontinuitet i plejen. Jeg gad nok vide, hvor den kontinuitet bliver af, når personalet fløjter rundt mellem beboere, klienter og brugere. Og hvad med de sygeplejestuderende. Kan de lære sygepleje på et plejehjem?

I teorien ja. Praksis ser mere broget ud. For hvem er ansvarlig for at demonstrere en ordentlig sygepleje for at opretholde en acceptabel grad af faglighed?

Kvalificeret pleje

Det er ikke kun mig, der synes forholdene på plejehjemmene er problematiske. En praktiserende læge sad over en middag med en gruppe kolleger og virrede med hovedet, mens han sagde, at han savnede sygeplejerskerne på plejehjemmene. Jeg blev nysgerrig og spurgte ham hvorfor. Han svarede, at der var bedre styr på observationerne af de gamle beboere, da sygeplejerskerne stadig var på plejehjemmene.

Nu er sygeplejersker ikke nogen garanti for god sygepleje, så disse linier skal ikke opfattes som en glorificering af egen faggruppe på bekostning af andre, men derimod som et hip til alle i hjemmeplejen og på plejehjemmene.

Med udgangspunkt i opmærksom faglighed suppleret med de sygeplejeetiske retningslinier, må man hyppigt spørge sig selv, om sygeplejen er kvalificeret, fantasifuld og ansvarlig, eller om den er præget af rigid regelstyring og mangel på udvikling.

Hvis det sidste skulle være tilfældet, er det ikke nok med en stribe møder, der skal også handles. De sygeplejersker, der har ansvaret for plejen, må gennem eksemplets magt vise, hvad god sygepleje til gamle, afhængige mennesker er. Vise, hvordan magt kan forvaltes med indsigt og respekt.

Jeg har været på plejehjem, der til fulde levede op til kravene. Engagerede ledere, en stemning præget af nysgerrighed og lyst til at vide mere, fordybelse i svære områder inden for sygeplejen. Gamle, der ikke blev passet efter et ur, men efter livsstil før plejehjemmet.

Jeg kommer i øjeblikket på sådan et sted. Det er altid rart at komme ind ad døren. Tonen er venlig, og man er ikke bange for at erkende, at der er sygeplejeproblemer, man ikke kan løse. Så søger man konsulentbistand uden for huset. Hvad har vi Doris Christensen til?

Studerende får at vide, at de skal bemærke, hvis dele af plejen forekommer utidssvarende eller kryptisk, ''for det kan da være, at der er noget, vi ikke har fulgt med i.'' På bordet ligger en bog med forslag om artikler, der bør læses, fordi de er relevante.

Den oplevelse burde være reglen, ikke undtagelsen. Hvis sygeplejersker ikke taler de mest skrøbelige gamles sag, hvem gør så? Der findes ikke magtfulde, økonomisk velstillede foreninger, hvis kerneområde er at advokere for demente, inkontinente og meget hjælpeløse gamle.

Derfor er det oplagt, at sygeplejersker vælger at specialisere sig i at pleje den svageste gruppe af ældre, der findes i samfundet, og forholder sig til, hvilke fordele og ulemper den integrerede ordning indebærer lokalt.